Ny udligger er ekstra skånsom i marken

Agrometers bugserede udligger kan nu fås med bogie, hjuludskud og ekstra liftkapacitet.

God bæreevne og lavt marktryk. Ideel placering af selve gyllen. Høj kapacitet.

Fire faktorer, som gjorde indtryk på de omkring 70 tilstedeværende, da Agrometer først på ugen præsenterede sin nye bugserede udlægger SRS 1500 ved en velbesøgt demonstration nær Holsted.

SRS 1500 er en videreudvikling af søstermaskinen SRS 1200, hvor især bogien med tvangsstyring af bagerste aksel og hjuludskud på forreste aksel er markante nyheder sammen med øgningen af redskabsvægten fra 3.000 til 4.500 kg, hvilket også gør det muligt at bruge maskinen med sortsjordsnedfældere og græsmarksnedfældere med en seriøs arbejdsbredde.

Under demonstrationen var maskinen monteret med en Bomech slæbeskærsbom med 12 meters arbejdsbredde til placering af gylle i bunden af slætgræs.

Buffertank i snuden

Det var en opgave, der blev klaret let og ubesværet uden synlige spor i græsset og med ganske høj kapacitet, da den trækkende traktor var ud-styret med en fronttank på tre kubikmeter. Den fungerer som buffertank, således at pumpen ikke behøves at slukkes på forageren. Derved kan der startes med fuld kapacitet på det nye træk efter ven- ding.

Den bugserede udligger er udstyret med 750/60-30,5 high flotation-dæk, og da traktor og udligger bliver i marken under hele gylletildelingen, er det muligt at køre med ganske lavt dæktryk og tilsvarende stor bæreevne.

Kapaciteten kan være op til 160-200 kubikmeter i timen for udligger-systemerne, men afhænger selvklart af arrondering og afstand til fødepumpen. Der skal dog selvklart regnes med tid til planlægning og opstilling.

Tidligt ud med gylle

Hos demonstrationsværten var der kun godt at sige om udligger-princippet.

Kvægbedriften Hejrskov Mælk med godt 2.200 årskøer og en gyllemængde på omkring 150.000 kubikmeter årligt har siden sæsonstart 2018 kørt gylle ud på 800-900 hektar med en selvkørende Agrometer SDS 8000 med 36 meter slangebom og har især været glad for muligheden for at kunne køre gylle meget tidligt ud, i år på slætgræs og vinterhvede første gang allerede primo februar.

Desuden ses ikke længere spor og skader i markerne.

Sidst, men ikke mindst spares der rigtig meget vejkørsel.

Faktaboks

Værdien af tidlig tildeling af gylle:

  • Tidlig tildeling af gylle til vintersæd giver to-fem hkg i merudbytte, viser forsøg. 
  • I slætgræs skønnes tidlig gylleudbringning også at give et mer-udbytte, bl.a. som følge af den tidlige tildeling af både
P og K sammen med N. Når ordet »skønnes« bruges her, skyldes det, at der er få forsøg, netop fordi meget tidlig tildeling af gylle med traditionelle gylleudbringningssystemer er en svær opgave.
  • Risikoen ved tidlig tildeling kan være øget udvaskning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.