Ny undersøgelse: Madspild bekymrer den danske befolkning

Mange danske forbrugere mener, at madspild er et problem herhjemme. Det viser en ny undersøgelse fra FødevareBanken.

I en befolkningsundersøgelse foretaget af YouGov på vegne af FødevareBanken svarer 57 pct. af befolkningen, at madspild er et stort eller meget stort problem i Danmark.

Kun 7 pct. svarer, at de slet ikke eller kun i begrænset omfang opfatter madspild som et problem.

Det skriver FødevareBanken i en pressemeddelelse.

Samtidig er de danske forbrugere klar til handle derefter, når de står i butikkerne. For 51 pct. befolkningen har det indflydelse på deres valg af fødevarer at vide, om producentleddet gjorde en indsats for at reducere madspild. Kun 15 pct. svarer, at det enten slet ikke eller kun i ringe grad har betydning.

Undersøgelsen blev præsenteret på FødevareBankens konference i Kolding tidligere på ugen under overskriften ’Kampen om holdbarhed’.

Flemming Nør-Pedersen, der er direktør for Virksomhed & Marked i Landbrug og Fødevarer og medlem af bestyrelsen hos FødevareBanken, siger:

”For os som organisation og for vores medlemmer er det vigtigt at medvirke til at minimere de faktorer, der fører til spild i kæden fra producent til forbruger. Vi gør det allerede godt i primærproduktionen. Eksempelvis ved vi fra undersøgelser, at det meste madspild sker i de sidste led i kæden; altså i detail-ledet og hos forbrugerne”.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle