Ny undersøgelse: Vandrådsopgaven var umulig

Seks ud af 10 mener ikke, det var muligt at løse vandrådenes opgave tilfredsstillende, viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Der er hård kritik af det vandrådsarbejde, der forløb sidste år, og som skulle kvalificere hvilke vandløb, man kunne tage ud af statens vandområdeplaner. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Morten Graversgaard, ph.d. studerende på Institut for Agroøkologi - Jordbrugssystemer og Bæredygtighed ved Aarhus Universitet.

60 procent svarer, at det ikke har været muligt at løse vandrådenes opgave tilfredsstillende.

En god ide brugt forkert

Ifølge Morten Graversgaard er det ikke ideen om vandråd, den er gal med, men snarere rammerne, og medlemmerne har haft svært ved at se deres rolle i arbejdet.

Det viser svarene.

66 procent af kritikerne peger på, at statens rammer for opgaven var skyld i, at det ikke var muligt at løse opgaven.

Men også enkeltmedlemmers holdninger og ytringer har gjort det svært, mener 41 procent. 38 procent mener, at opgaven har været for svær i forhold til den eksisterende viden.

Kritik af kommuner

Kommunerne får også kritik. 21 procent af kritikerne mener ikke, kommunerne har håndteret opgaven godt.

Ifølge bladet Momentum ærgrer Vand- og Naturpolitisk chef Anders Panum Jensen i Landbrug & Fødevarer sig over, at opgavens tilrettelæggelse gjorde det svært at skabe en god proces.

»Helt grundlæggende har der været utilfredshed med statens forarbejde, hvor man på forhånd havde valgt kun at kigge på smådyrene, men ikke på de tre andre parametre der skal opfyldes i direktivet nemlig potentialet for fisk, planter og kiselalger. Så det har fagligt været lagt tilrette på en meget skæv måde, hvilket har fået mange til at føle, at deres synspunkter ikke er blevet hørt,« siger han til Momentum.

Brug erfaring

På trods af den begrænsede succes håber formand for KL’s Teknik- og miljøudvalget, Jørn Pedersen, at man også en anden gang vil inddrage vandrådene i lovgivning.

»Vi mener stadig vandrådene er et relevant værktøj, og at det blot er blevet brugt lidt forkert denne gang«, siger han.

Der har været i alt 23 vandråd landet over, og de bestod af landmænd, fiskere, jægere, ornitologer, friluftsfolk og andre med interesse for de danske vandløb.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle