Ny vaccine sænker dødelighed hos slagtesvin

Lavere dødelighed og større tilvækst med lavere foderforbrug. Det er effekten af en ny vaccine, viser danske forsøg.

Et stort dansk forsøg med brug af vaccinen Porcilis PCV M Hyo viser, at tilvæksten i slagtesvinestalden stiger 34 g, og dødeligheden falder 0,5 procentpoint i forhold til perioden, før vaccinen blev taget i brug. 
Der var desuden en tendens til, at foderforbruget  i slagtesvineperioden blev reduceret med 0,04 foderenheder pr. kg tilvækst. Det skriver LandbrugsAvisen lørdag. 
Ser man på resultaterne i smågriseperioden, var det kun forbedringen på 0,4 procentpoint i dødeligheden, der var statistisk sikker. Der var dog tendens til lavere foderforbrug på 0,06 foderenheder pr. kg tilvækst. 

Stort forsøg

Forsøget sammenlignede en 12 måneders periode i besætningerne, før Porcilis PCV M Hyo blev taget i brug, og en tilsvarende periode på 12 måneder, efter at vaccination var fuldt introduceret. 
Forsøget er gennemført i 2015 og 2016 med omkring 600.000 smågrise fra 20 sohold. Smågrisene blev fulgt efter overgang til slagtesvinebesætningerne. 
»Når man vurderer forskellen i produktivitet før og efter, er det vigtigt at huske, at en del af besætningerne allerede vaccinerede mod enten pcv2 og/eller mycoplasma lungesyge med andre vacciner, før de skiftede til Porcilis PCV M Hyo«, forklarer Gitte Blach Nielsen, MSD, der sælger vacinen i Danmark. 
Det betyder, at hvis man alene havde set på besætninger, der ikke anvendte nogen form for vaccination forud for forsøget, ville forskellen efter alt at dømme have været endnu større. 
Hvis en besætning skiftede sundhedsstatus i løbet af forsøgsperioden, talte besætningens data ikke med opgørelsen. 
»Resultaterne afspejler den gennemsnitlige forbedring for besætningerne ved at vaccinere med Porcilis PCV M Hyo«, siger Gitte Blach Nielsen. 
Det gælder uanset eventuelle tidligere vaccinationer mod de to sygomme. 

Ligner andre besætninger

Gitte Blach Nielsen peger videre på, at besætningerne ud over mycoplasma lungesyge i forskelligt omfang var belastet af andre sygdomme som prrs og ondartet lungesyge type 2, 6 og 12.
På den måde repræsenterer de et bredt udsnit af danske besætninger. 
»Pcv2 er vidt udbredt i danske besætninger, selv om det kan være svært at have et præcist billede af infektionspresset«, siger Gitte Blach Nielsen. 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle