Nye Borgerlige vil skære i afgifter og støtte

Partiet Nye Borgerlige vil lette rammevilkårene for landbruget og skære i de offentlige tilskud til erhvervet. Det fortalte partiets formand og landbrugsordfører ved debatmøde i Sønderjylland i slutningen af sidste uge.

Torsdag aften var 50 landmænd fra Syd- og Sønderjylland samlet til æblekage og kaffe på Tyrstrup Kro.

Anledningen var besøg af Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, og partiets landbrugsordfører Klaus Kroll.

Initiativet til mødet kom fra Hans Peter Aggesen fra Agerskovgruppen og Lars Staugaard Bertram, som driver landbrug på egnen, skriver sidstnævnte i en pressemeddelelse.

”Vi er frustrerede over regeringens holdning til landbruget. Og vi mener, at vi har behov for en ny stemme på Christiansborg, der vil tale landbrugets sag. Vi har derfor inviteret Nye Borgerlige til at fremlægge deres bud på en landbrugspolitik”.

Det fortæller Lars Staugaard Bertram, som selv ikke er bleg for at stille op og give sin mening til kende, når han mener, at erhvervet ikke behandles fair og rimeligt af politikere og embedsværk.

landbrugspolitik på to ben

Pernille Vermund, havde taget sin landbrugsordfører Klaus Kroll med til mødet. Hun nøjedes med i sin indledning at slå fast, at Nye Borgerliges landbrugspolitik gik på to ben.

For det første skal erhvervet have bedre muligheder for at konkurrere og ikke beskattes på produktion i form af jordsskatter og pesticidafgifter.

For det andet skal al regulering af miljøbelastning ske på baggrund af viden og erfaring og ikke hvile på teoretiske modeller.

”For mig som dansker er det vigtigt, at vi kan købe danske fødevarer. Jeg ved, de som regel er sundere og dyrket med mere respekt for natur og miljø end dem, der importeres. Når vi overbeskatter og overregulerer vores eget landbrug, ødelægger vi det for os selv. Det er ikke sund fornuft”, sagde formanden Pernille Vermund, inden hun gav ordet til Klaus Kroll.

Han fremlagde Nye Borgerliges landbrugspolitik med vægt på, at landbruget skal have bedre rammebetingelser. Partiet vil fjerne jordskatter, skatter på produktionsejendomme og afgifter på pesticider.

Til gengæld skal der skæres i de offentlige tilskud til erhvervet, som til dels finansieres via de samme skatter og afgifter.

”Det er en rundkørsel, som pengene kører rundt i. Det tjener ikke noget andet formål end at give politikere og embedsmænd magt til at dirigere rundt med et helt erhverv. Vores indgang til politik er, at politikerne skal bestemme mindre og danskerne meget mere selv, også over deres egne penge”, forklarede landbrugsordføreren.

udledning skal mødes ved udløb

Han kom også ind på de omdiskuterede vandplaner og gav sin støtte til, at udledning af kvælstof og fosfat skal måles ved udløbet og ikke beregnes i et excel-ark.

”Det er faktisk ubegribeligt, at det ikke er sådan allerede. Det er det eneste, der giver mening, hvis man vil sikre sig kontrol med miljøpåvirkningen lokalt”, sagde Klaus Kroll.

Under kaffen og æblekagen var der gang i spørgsmålene og selv om deltagerne ikke overgav sig umiddelbart til det nye parti, så var der en lille håndfuld, som tegnede medlemskab på stedet.

”Der er brug for nogen til at ruske op i dem inde på Christiansborg. Vi kan ikke leve med, at det fortsætter på denne måde”, som en af deltagerne bemærkede.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle