Nye redskaber på vej: ”Du kan sammenligne det med Skoda, VW, Seat og Audi”

Kvernelands organisation i Danmark har fået et håndtag mere at skrue på med nyt redskabsmærke i paletten. Hør om prissætning, produkter og ambitionerne her.

Med Kubota’s indtog på landbrugsredskaber på det danske marked, så bliver det fremover muligt at få en del redskaber, som du i dag kan købe som Kverneland i nye farver.

Men sortimentet bliver ikke helt det samme, fortæller markedsdirektør Jørgen Mortensen fra Kverneland, der skal stå for distributionen.

”Nej, det kan man ikke sige. Vi har eks. valgt nogle plove, som ikke markedsføres af Kverneland i Danmark, men som sælger godt i Sverige. Det er for at holde den interne konkurrence lidt væk. Du kan sammenligne det som med Skoda, VW, Seat og Audi. Vi har mange af de samme komponenter, men en Audi er også udstyret anderledes end en Seat. Det er også sådan her. Der er ikke nogen planer om, at Kverneland brandet skal forsvinde. Det her er Kubotas ønske om at hjælpe deres traktor-forhandlere”, siger han.  

Er der forskelle i prissætningen mellem de to brands produkter?

”Der en ingen forskel. Som i fuldstændig det samme. Vilkårene for forhandlerne er også fuldstændig de samme. Samme priser og samme rabatter. Han kan ikke købe den lidt billigere på den måde. Kvalitet koster jo. Men specifikationerne kan være lidt anderledes, så Kubota modellen typisk er udstyret med lidt lavere specifikationer – og det giver jo så en anden pris. Hvor vi eks. tilbyder en fuldhydraulisk plov hos Kverneland, så er den ikke fuldhydraulisk hos Kubota”.

Hvor mange Kubota-redskaber stiler I efter at sælge i Danmark om året?

”Vi forventer ikke, at det her eksploderer på nogen måde. Men vi ser et hul i markedet på mindre græsmaskiner. Det her er primært landmands-maskiner, mens vi ikke har de store forventninger om at levere til maskinstationer”, siger Jørgen Mortensen.

Hvorfor skal I stå for distributionen, når Kubota har en anden importør?

”Det er for at gøre det så slankt som muligt. Vi har folkene i forvejen. Mere er der ikke i det. Nellemann er en forhandler på lige fod med Fredensborg og SR Last. Nellemanns benefit som importør er, at der nu er mere at tilbyde sammen med deres traktorer. Kubota har levet en lidt hensygnende tilværelse i Danmark, mens det er en af de største producenter i mange andre lande. Den største traktor er 250 hk – men den tilbydes kun i USA. Derfor ser vi Kubotas traktorer og redskaber til et lidt andet segment. Det er mere til den fritidslandmand, som gerne vil have en nyere 140-150 hk traktor i stedet for en godt brugt maskinstationstraktor. Det er en udmærket traktor uden, at den nødvendigvis er spækket med alt mulig elektronik, som de ikke har brug for. Det er traktorernes Toyota. Den starter hver dag – og jeg kører selv Toyota, så jeg ved af erfaring, hvad vi snakker om”, siger han med et grin.

I starter med fire udsalgs-steder. Skal det ikke meget bredere ud for at kunne dække hele markedet?

”Jo, jo, det har vi også planer om. Nu starter vi op med det her. Nu skal vi sammen med Nelleann finde nogen, der vil sælge Kubota traktorer. I Kubotas verden hedder det M-serien. For at få adgang til at sælge redskaberne, så skal du være M-serie-forhandler. Vi skal have stabile forhandlere, der vil yde en god service”.

Så man kan ikke sælge Kubota-redskaber, hvis der ikke er Kubota-traktorer i forretningen?

”Det er no go. Nu starter vi stille og roligt. Vi forventer ikke mange flere forhandlere i 2021, måske en eller to til”. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.