Nye regler for dyretransport er groteske

»Det nye klippekort er overbudspolitik, og at dyrene skal vejes er grotesk,« siger Gert Karkov.

Landbruget er stærkt utilfreds med den nye klippekort-ordning, som et flertal i Folketinget vil indføre på dyretransportområdet.

Et af elementerne er, at chauffører eller vognmænd, der overtræder reglerne fire gange, vil miste muligheden for at køre med dyr igen.

Justitsminister Lene Espersen havde ellers lagt op til et bredt forlig med to chancer mere til lovovertræderne. Det forslag støttede landbruget, og flertallets drejning møder hård kritik fra formand for Landbrugets Veterinære Udvalg Gert Karkov.

»Det er fuldstændig tåbeligt, når man har haft en lang kommission som har peget på noget andet. Det er overbudspolitik,« siger han.

Det Radikales Venstres dyrevelfærdsordfører, Ole Glahn, pointerer, at oppositionen ikke ville være med til en ordning, som man kender det fra færdelsreglerne, hvor man får tre klip - og så skal op til en prøve - og så tre nye chancer. I stedet får den dømte på dyretransportområdet efter en prøve ved tredje overtrædelse kun én sidste chance.

»Vi synes, at der er den forskel, at når du har kørt for stærkt, så er der ikke sket noget med nogen. Når vi taler om at overtræde reglerne om dyretransport, så er der sket nogle dyr noget,« siger han.

Et andet element i det forslag, som flertallet vil gennemføre, er, at landmænd fremover skal veje deres dyr, før de bliver læsset, så det kan dokumenteres, hvor store dyrene er.

Det kalder Gert Karkov for grotesk.

»Hvad i himlen skal det nytte? Det er fuldstændig grotesk, at alle landmænd skal til at veje ud. Og det er jo langtfra alle landmænd, som i dag har en brovægt,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle