Nye tal: Afdragsbombe er snart demonteret

Stadig flere landmænd afdrager på deres gæld i realkreditinstitutterne. Den store pukkel af afdragsfrie lån, der udløber, ser nu ud til at være udjævnet.

Truslen om, at udløbet af de afdragsfrie lån kunne lægge landbruget i ruiner, ser ud til at være stærkt overdrevet.

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer, baseret på realkreditinstitutternes endnu ikke endeligt reviderede tal, viser, at andelen af afdragsfrie lån i landbruget atter er faldet. Dermed er godt halvdelen af landbrugets udlån i realkreditlån nu med afdragsfrihed.

Det er langt lavere end i 2012, hvor 62 procent af landbrugets realkreditgæld lå i afdragsfrie lån.

Helskindet igennem

Det ser dermed ud til, at erhvervet kommer helskindet igennem en situation, der ellers var udråbt til at en større bombe, fordi så mange af de lån, der blev tegnet i de buldrende år 2007 og 2008 lige op til finanskrisen, skulle refinansieres i en krisetid for erhvervet.

Erhvervsøkonomisk chef på Seges Klaus Kaiser hører, at der i de fleste tilfælde findes en løsning.

”Typisk vil man ønske at afdrage på den dyreste gæld først, og det vil normalt betyde afdrag på banklån. Når afdragsfriheden på realkreditlånet udløber, finder landmanden i langt de fleste tilfælde en god ordning med realkreditinstituttet«, siger han, men påpeger, at der for nogle har været udfordringer, hvis de har realkreditbelåning i en anden koncern end banklånet.

»I det tilfælde kan realkreditinstituttet forlange, at man starter med at afdrage igen. Det kan f.eks. være, hvis landmanden er højt forgældet, fordi de blev fanget i det fald i værdierne, der skete i forbindelse med finanskrisen. Men det er normalt i alles interesse, at man finder en løsning. Realkreditinstitutterne er heller ikke interesserede i at skubbe nogen ud over kanten”, siger han.

Godt tilfreds

I landbrugets største långiver Nykredit, er landbrugschef Poul Erik Jørgensen godt tilfreds med de mange refinansieringer. Langt den største pukkel lå i 2017, men også her i 2018 er der mange refinansieringer, før kurven for alvor flader ud.

»Det har samlet set været relativt udramatisk. Så kan der godt være nogle, der synes, at de ikke helt fik, hvad de gerne ville. De fleste har været indstillet på, at de skulle have mere afdrag i den samlede finansiering, end de har haft«, fortæller han.

Nykredit har ikke et mål for, hvor høj en andel af udlånet, der skal afdrages på.

»Det handler mere om, at vi har det med en fornuftig finansiering i forhold til aktiverne på den enkelte bedrift«, siger han, men tilføjer, at Nykredit i dag mener, at afdragsfriheden ikke er uendelig.

»Mange af aktiverne skal have en afdragsprofil, der passer med, at man får lånene afviklet. Så kan man have en basisfinansiering af jord og bolig, der kan være afdragsfri. Men udgangspunktet er, at man skal afdrage på en vis del af sin gæld«.

Faktaboks

Afdragsfrihed

  • I 2012 toppede andelen af afdragsfries andel af den samlede restgæld med 62 procent.
  • Ultimo 2017 havde den største procentvise andel af de afdragsfrie lån 10 år tilbage.

Kilde: L&F.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle