Nykredit og NNF hylder vækstudspil

Finanssektoren og fagbevægelsen er enige: Regeringens landbrugsrettede vækstforslag er helt nødvendige. Det samme er en bred, politisk aftale. »Selvfølgelig gør det indtryk,« siger socialdemokratisk landbrugsordfører.

Regeringens vækstudspil på landbrugs- og fødevareområdet er både velkomne og meget nødvendige. Det er den enige vurdering fra den finansielle sektor og fra fagbevægelsen, personificeret ved hhv. Nykredits landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensen, og Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF.

»Alt, hvad der kan øge indtjeningen, er positivt for øjeblikket,« siger Poul Erik Jørgensen, Nykredit.

»Jeg håber søreme, de kan få det her i gang i en fart, og at det hele ikke ender i bureaukratise beregninger,« siger Ole Wehlast.

Mere gødning »nødvendigt«

Poul Erik Jørgensen glæder sig bl.a. over udsigten til, at danske landmænd må give markerne mere gødning.

»Det er en uholdbar situation at være i for en branche, at man ikke har korn, der er internationalt konkurrencedygtigt. Jeg opfatter det som et nødvendigt tiltag, at man genetablerer den internationale konkurrence,« siger han.

Poul Erik Jørgensen roser også planerne for investeringsfonden Dansk Landbrugskapital som »et godt initiativ.«

»Men det kanongode ved alt det her er, at der er kommet en meget markant velvilje over for landbrugserhvervet,« siger han. Og tilføjer, at den velvilje allerede startede under den tidligere regering.

Flere grise til slagterierne

Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF, lægger mest vægt på forslaget om at hæve harmonikravet for slagtesvin til EU-niveau, så antallet af dyreenheder pr. hektar kan hæves fra 1,4 til 1,7 dyreenheder.

»Det virker dagen efter, de har vedtaget det. Og det kan give en øget produktion af slagtesvin til slagterierne,« siger han.

Pres for bred aftale

Poul Erik Jørgensen og Ole Wehlast er også enige om at appellere til politikerne på Christiansborg om, at der indgås en bred, langtidsholdbar aftale om landbrugets forhold.

»Det er vigtigt for både landbruget og den finansielle sektor, at man har en tryghed for, at det her ikke er i spil, hver gang vi skal have et valg,« siger Poul Erik Jørgensen.

»Jeg håber virkelig på en bred aftale. Der er behov for stabilitet om erhvervets rammevilkår,« siger Ole Wehlast.

»Det gør indtryk«

Appellen er opfanget, siger Simon Kollerup, landbrugsordfører for Socialdemokratiet.

»Selvfølgelig gør det indtryk, og socialdemokraterne går positivt ind i forhandlingerne,« siger han.

»Til gengæld må miljø- og fødevareministeren overveje med sig selv, hvordan hun vil supplere landbrugspakken, så vi samler merbelastningen af vores natur og miljø op.«

Simon Kollerup tilføjer, at der også er landmænd, som skal gøre sig klart, at en smal, blå aftale ikke er et »quick fix« af deres problemer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle