Nystartet landmandspar: Vi skal have økonomisk mulighed for at udvikle fra første dag

Unge landmænd skal ikke sidde så stramt i det, at der ikke er råd til udvikling de første mange år.

De traditionelle finansieringskilder tager sig godt betalt for at finansiere unge, nystartede landmænd. I flere tilfælde er økonomien så stram på grund af renteniveau og krav om afdrag, at der ikke er meget plads til vækst og udvikling de første mange år.

Det mener investor og landmand Søren Rasmussen, Hobro.

- Der skal simpelthen være plads til vækst og udvikling fra første dag. Ellers dræner man de unges gejst og deres virksomhed, siger han.

Rebekka og Jakob Bøvling Skovgaard har i flere år kigget og budt på kvægejendomme og de kan godt genkende udfordringen med finansieringen.

- Ender man eksempelvis med at skulle have eksempelvis Vækstfonden med, så tager de toppen af alt det sjove. Det er da træls, hvis man gerne vil udvikle, mener Jacob Bøvling Skovgaard.

’Kloge penge’ til investering

Den økonomiske ballast, som Søren Rasmussen bringer ind i investeringer betyder, at mulighederne for at forhandle med finansieringskilderne bedres i forhold til, hvis den unge landmand stod på egen hånd.

- Jeg ser sådan på det, at jeg er rejsende med kloge penge og vil give god sparring. Det skal selvfølgelig fungere på kort bane, men ellers har jeg det lange lys på, når jeg investerer, siger Søren Rasmussen.

Ejendomsmægler Berg Risager, som har bistået Søren Rasmussen og ægteparret Rebekka og Jacob Bøvling Skovgaard med rådgivning vedrørende købet af Fårup Overgaard, peger på, at investorer bør have fokus på det lange træk, når der investeres i landbrug.

- Landbrug er forskellige og der vil ofte ske udsving, som man trods de bedste intentioner ikke kunne forudse. Derfor er der brug for de rigtige profiler til at hjælpe unge landmænd i gang, mener han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle