Nyt øko-mærke deler vandene blandt landmænd

VOXPOP: Landbrugsavisen.dk har spurgt fem landmænd på Økologisk Landsforenings årsmøde, hvad de mener om foreningens forslag om et nyt økomærke, som har strengere krav end det røde ø-mærke.

Fredag er der hos Økologiske Landsforenings generalforsamling i Vingsted debat om foreningens forslag om et nyt, supplerende ø-mærke. Landbrug & Fødevarer har erklæret sig som modstander af et sådant mærke.

Landbrugsavisen.dk har spurgt nogle af deltagerne før arrangementet, hvad de mener om et nyt økologimærke.

BEMÆRK: Giv selv dit besyv med i afstemningen nedenfor - eller i kommentarfeltet.

Frode Kristensen

73 år, mælkeproduktion og kød, Vestjylland 

"Nej, det skal vi ikke have. Vi i øko-kød og frilands går ind for at bibeholde øko-mærket, for vi ved ikke, hvad der sker af konsekvenser, hvis der kommer nyt mærke."

Jens Chr. Mathiasen

66 år, kvægproducent, Givskud

"Nej, ikke nødvendigvis, men som økologer må vi flytte os. Der er jo fokus på vores klima-aftryk, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Det er ikke sikkert, at der skal et nyt mærke til, men vi skal i hvert fald udvikle på økologien. Det er vi nødt til. Det håber jeg, debatten kan gøre mig klogere på."

Hans Henrik Thomsen

52 år, svineproducent og planteavler, Brønderslev

"Det er jeg sådan set positivt overfor. Jeg har aldrig følt, vi har skulle kritisere det gamle Ø-mærke, og jeg er pavestolt af mærket, men jeg ser stadig en frygt for, at hvis vi producenter ikke får nogle nye tiltag, så begynder vi at lave vores egne mærker. Efter få år vil det måske være spildt energi, fordi fødevarekæderne måske har fundet et andet slags mærke, og derfor tror jeg, vi er bedre om at tage det i fællesskab."

Uffe Bie

52 år, mælkeproducent, Midtjylland

"Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg er sikker på, at det vil devalurere det ø-mærke, vi kender i dag. Jeg mener helt klart, at vi kan udvikle ø-mærket med de rammer, vi har i dag. Vi skal bare gøre, hvad Ø-mærket står for."

Anne-Mette Ebbesen

53 år, dyrker økologiske frilandsgrøntsager, Randers

"Jeg er lidt bange for, at det nye mærke bliver et elitehold, og at det nuværende økologimærke bliver et ”andenrangs-mærke”, hvor nogle tænker, at det er dårligere kvalitet, hvis man køber det almindelige ø-mærke, som vi kender. Jeg tror, det vil svække det nuværende."

Afstemning

Er det en god ide at få et nyt økologi-mærke som supplement til det røde ø-mærke?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle