Nyt innovationscenter skal fastholde Danmarks økologiske førertrøje

Der er lang vej til at fordoble det økologiske areal i Danmark igen. Derfor skal fokus rettes på innovation og udvikling, og det skal et nyt innovationscenter hjælpe med. Minister mener, at det kan styrke konkurrenceevnen.

Det økologiske areal i Danmark er større end nogensinde, og økologiske gulerødder og kartofler har fundet sin vante plads i mange danskeres indkøbskurv.

Men der skal være endnu mere økologi i Danmark og derfor etableres nu "Innovationscenter for Økologisk Landbrug". Centeret skal styrke økologien yderligere, så Danmark fastholder og udbygger den økologiske førertrøje. 

Det skriver Misteriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelse. 

"Vores ambition er at fordoble det økologiske areal inden 2030. Det har Danmark gjort før, og vi skal gøre det igen. Men vi skal også fastholde vores position som verdens førende økologi-nation og imødekomme forbrugerkrav til blandt andet miljø og klima. Med innovationscentret styrker vi bæredygtigheden og konkurrenceevnen samtidig med, at vi har fokus på reducere klimaaftrykket i den danske, økologiske produktion. Det er super godt", siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn. 

To centre bliver til ét

Pengene er afsat på finansloven for 2021, og der afsættes i alt 40 mio. kr. til projektet over en fireårig periode. Der afsættes derudover 20 mio. kr. årligt til Fonden for Økologisk Landbrug.

Centeret bliver ejet af Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. De to organisationer har hidtil haft hver deres afdeling for økologisk landbrugsinnovation, men forventningen er, at økologien styrkes yderligere, hvis kræfterne og kompetencerne puljes. 

"Med det nye kraftcenter skaber vi et udviklingscenter for økologiske landbrug, der inspirerer til nytænkning og er kendetegnet ved en holistisk og tværfaglig tilgang, der udfordrer og skaber synlig værdi for de økologiske landmænd og baner vejen for, at Danmark er førende indenfor økologisk innovation", siger formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen i en pressemeddelelse.

Partnerskabet om Innovationscenter for Økologisk Landbrug ændrer ikke ved de bagvedliggende organisationer - og Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer vil stadig være to selvstændige organisationer.

Det handler om udvikling

Danske landbrugere er allerede dygtige til økologi, men i organisationerne er der en fælles erkendelse af, at der er store opgaver, der skal løses. For hvis økologi som produktionsform også i fremtiden skal være lønsomt, skal fokus intensiveres mod økologisk innovation og bæredygtighed. 

"I Danmark er vi meget stærke inden for økologisk landbrugs- og fødevareproduktion. Det er en unik position, som vi ønsker at bevare og udbygge. Det gør vi gennem faglig udvikling til det praktiske landbrug. Det fælles skridt, vi tager her, vil komme både de danske økologiske landmænd og den fortsatte udvikling af økologien til gode", siger direktør for Landbrug & Fødevarers innovationsafdeling Seges, Ejnar Schultz.

Innovationscenter for Økologisk Landbrug starter 1. juli 2021 og får base i Agro Food Park i Aarhus. 
I centeret vil der blandt andet blive drevet forskning, lavet forsøg samt indsamlet og formidlet viden om økologi.

Bag Finansloven for 2021 står regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Obs. Opdateret 8. april med citater fra Ejnar Schultz og Hans Erik Jørgensen.

Faktaboks

  • Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer bliver ejere. 
  • Centeret samler de økologifaglige udviklingskompetencer på alle landbrugsfaglige områder. 
  • Med etableringen af Innovationscenter for Økologisk Landbrug nedlægges SEGES Økologi Innovation og Økologisk Landsforenings landbrugsafdeling.
  • Den primære kontakt til og rådgivning af landmanden vil fortsat ske via den lokale økologirådgivning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle