Nyt noteringsryk løfter de europæiske grisepriser mod nye højder

Grisenoteringen i Danmark er med sidste uges noteringsfremgang rykket en smule tættere på sine europæiske konkurrenter.

Med en noteringsændring på 61 øre per kilo var det den danske grisenotering, der flyttede mest på sig fra sidste uge til indeværende uge blandt de største EU-grisenationer.

Den danske notering er ifølge den tyske producentforening ISN opgjort til 14,18 kroner i denne uge og har dermed indhentet en smule af den prisforskel, der er op til de fire EU-lande med flest grise. Den danske notering har en forventet efterbetaling på 1,30 kroner per kilo indregnet, men individuelle tillæg er ikke talt med.

Det beretter Danske Svineproducenter i en markedsorientering.

Tættest på den danske notering er Holland, der i den forgangne uge har fået lagt yderligere 37 øre på noteringen til 16,43 kroner. Derefter følger den tyske notering, der igen har fået fart på med en stigning på 38 øre og nu lyder på 16,96 kroner.

Fremgangen er mere moderat i Frankrig, der melder om en fremgang på fire øre til 19,11 kroner. Spanien klarer sig en smule bedre med en fremgang på 18 øre og en vild notering på 19,56 kroner.

Et lille udbud af slagteklare grise er stadig overskriften i EU på grund af den reduktion af bestanden, der har fundet sted de seneste år. Der meldes samtidig om en stigende efterspørgsel op mod påske.

- Som forberedelse til helligdagene stiger branchens efterspørgsel efter slagtesvin, og slagterierne har stor interesse for at købe. Det er fortsat en udfordring at opnå tilsvarende prisstigninger på kødmarkedet, og markedsinteressenterne håber i denne henseende på medvind i forbindelse med påsken. Derudover stiger efterspørgslen efter grisekød fra Asien, melder ISN.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle