Nyt om forskning i økologisk jordbrug

ved Claus Bo Andreasen, FØJO

Ukrudtsbekæmpelse

i kamsået majs

Majsen er efterhånden blevet så stor, at der, hvad ukrudtsbekæmpelse angår, kun er tilbage at glæde sig over, at det lykkedes - eller at ærgre sig over det modsatte. Hvis ukrudtsbekæmpelsen nu ikke er lykkedes helt så godt, som man havde håbet, eller hvis man måske skal ud at investere i nyt maskineri, så kan man med fordel klikke ind på www.okologgen.dk.

På denne hjemmeside, som bringer nyt fra de økologiske forsøg, kan man bl.a. finde en video, som viser de mange forskellige muligheder der er for ukrudtsbekæmpelse i kamsået majs. Videoen viser bl.a. bredbrænding kontra rækkebrænding, samt hvorledes majsene ser ud efter rensning med henholdsvis strigle, stjernerullerenser, kamplov, tallerkenhypper eller lodret og vandret fingerrenser. Videoen er udarbejdet af Henning Thomsen, som står for de økologiske forsøg på Jyndevad Forsøgsstation.

Økologisk vækst og udvikling

Der er stigende efterspørgsel på økologiske produkter, og ifølge prognoser fra Dansk Landbrug kan det forventes, at markedet vil fordobles frem til 2015. Den stigende efterspørgsel vil gøre det mere interessant at omlægge til økologisk produktion - ikke kun i Danmark, men også i mange andre lande. Og hvis vi ikke kender vores besøgelsestid, bliver det ikke den danske produktion, men importen af dyre øko-produkter, som stiger.

For at undersøge mulighederne for forsat vækst i dansk økologi har fødevareministeriet bedt FØJO om at lave en udredning på området. I det næste års tid vil forskere i samarbejde med organisationer og virksomheder fra økologisektoren undersøge forskellige muligheder for udvikling af produktionsmetoder, processer og produkter, der kan i mødekomme efterspørgslen. Arbejdet kan følges via hjemmesiden www.foejo.dk, og allerede 27. september vil de første resultater blive fremlagt. Det sker på et møde på den økologiske landbrugsskole på Kalø, hvor alle er velkomne.

Lupiner kan dyrkes

i ærtetræt jord

Bælgplanter er med til at sikre et proteinrigt foder og forsyningen af kvælstof til de øvrige afgrøder. Det derfor vigtigt at sikre, at der ikke opstår problemer med sædskiftesygdomme. En mulighed for at minimere risikoen er at veksle mellem ært og lupin. Undersøgelser i FØJO II har nemlig vist, at lupin kan dyrkes på ærtetræt jord, og at ærter modsat kan dyrkes på lupintræt jord.

Smælderlarver

kan ikke lide sennep

Smælderlarver kan være et stort problem i økologiske kartofler. For at undersøge mulighederne for at begrænse angreb blev der i et engelsk forsøg dyrket henholdsvis raps og sennep i seks uger forud for lægning af kartofler. Resultaterne viste, at der var en tendens til, at der var mindre angreb af smælderlarver i de parceller, hvor der blev dyrket sennep forud for kartoflerne. Som en sidegevinst var der også færre problemer med snegle. Forskernes konklusion var dog, at der var behov for flere og dyberegående undersøgelser på området. Kilde: http://orgprints.org/10863/

Dyrkning af

grønsager, frugt og bær

Barrierer og muligheder for øget dyrkning og afsætning af økologiske grønsager, frugt og bær er også temaet for en ny rapport, som er udgivet af Center for Bæredygtigt Landbrug (CUL), som er en del af Sveriges Landbrugsuniversitet. Rapporten, som kan hentes gratis på hjemmesiden www.cul.slu.se, fokuserer på mulighederne på det svenske marked.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle