Nyt system giver bedre styr på avlsdyrenes status

SPF-Sundhedsstyringen (SPF-SuS) har netop taget et nyt system i brug, der skal gøre det nemmere for besætningsejerne at styre avlsdyrenes status.

I første omgang betyder det, at det ikke kun er dyrlægen, men nu også ejeren, der får besked, når dyrene skal have taget de årlige blodprøver for at bekræfte deres SPF-status. Det er nemlig i sidste ende landmandens ansvar at sørge for, at prøverne bliver udtaget. Sker det ikke til tiden, får han en betinget status, der gør det sværere at handle med dyrene og at transportere dem. Desuden kommer man til at betale et gebyr på 299 kr.

"Det har vi haft mange telefonsamtaler om," siger Bjørn Lorenzen, chef for SPF-Sundhedsstyringen.

Når der ikke er styr på sundhedsstatus, skal køberen acceptere manglende status, hvilket er besværligt for landmændene. For transportørerne er det også et kæmpe problem, fordi bilen skal holde stille længe efter, den har kørt med dyr, hvis status er betinget.

Det nye statusstyringsprogram vil i øvrigt gøre mere brug af SMS og e-mails.

"Det foretrækker mange, og så er der ingen idé i, at vi sidder og klistrer frimærker på," siger han.

I første omgang bliver det især dyrlæger, der er forsøgskaniner med de elektroniske tiltag.

Stor effekt af karantænerum

SPF-SuS frigiver nu også karantænerumsdyr, en opgave de har overtaget fra DMA. Det betyder, at data, der én gang er tastet ind, kan genbruges.

Det vil sige, at SPF-besætninger, der køber avlsdyr og sætter i karantæne hjemme på ejendommen, nu får besked fra SPF-SuS, når dyrene kan sættes sammen med resten af besætningen.

En undersøgelse har vist, at karantænerum er meget effektive og mindsker risikoen for smitte med en ny SPF-sygdom på ejendommen syv gange.

I 500 besætninger, der købte avlsdyr og fik et sygt dyr, men som ikke brugte karantænerum, fik 40 procent slæbt sygdommen ind. I 220 andre besætninger, der fik et sygt dyr, men som holdt det i karantænerum og fjernede det syge dyr, da status blev kendt, fik kun 5,8 procent sygdommen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle