Nyt ulvepar har formentlig etableret sig i Lille Vildmose

En enlig hanulv i Lille Vildmose har efter flere års ensomhed formentlig fået en mage, oplyser Miljøstyrelsen. Ulveparret har fundet sammen tids nok til at kunne få hvalpe sammen i april eller maj i år.  

Der er formentlig kommet et nyt ulvepar i Lille Vildmose-reviret i Nordjylland. Det vurderer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som sammen overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.

Det oplyser Miljøstyrelsen.

Siden maj 2021 har en tyskfødt hanulv været alene i reviret, men nu tyder optagelser fra vildtkameraer i området på, at han kan have fået en mage. Hanulven blev første gang set med en anden ulv på optagelser fra den 31. januar, og det ser ud til, at den nye ulv er en hun.

Ulveparret er også set sammen på natoptagelser fra vildtkameraer på en række optagelser fra den 31. januar 2024 til og med 18. februar 2024, hvor kameraerne senest blev tilset.

Mulighed for hvalpe i år

Selvom parret kun har været sammen i cirka to uger, har de fundet hinanden før parringstiden, der ligger fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Hvis den formodede hunulv er kønsmoden, kan der komme hvalpe allerede i år. Ulve er drægtige i ca. ni uger, og hvalpene bliver typisk født fra slutningen af april til begyndelsen af maj.

Miljøstyrelsen oplyser, at den nationale ulveovervågning nu forsætter sammen med Aage V. Jensen Naturfond med at kortlægge det formodede ulvepars leveområde igennem systematisk eftersøgning af friske ekskrementer, som indeholder DNA, og ved brug af vildtkameraer, som kan fotografere ulvenes aktiviteter.

/ege

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle