Offentlig konflikt kan give behov for ledige svinestalde

Hvis der udbryder konflikt i den offentlige sektor, kan mange landmænd få brug for ekstra staldplads. Derfor opfordrer L&F, Danish Crown og Tican alle danske landmænd til at hjælpe kollegaer, der mangler kapacitet, ved at tilbyde overskydende plads via Staldbørsen.

En konflikt vil i værste fald få betydning for alle danske landmænd med grise.

De producenter, som eksporterer smågrise, kan blive ramt, hvis der ikke bliver udført eksport-kontrol, da grisene dermed ikke må køres ud af landet.

Ligeledes kan en konflikt betyde for slagtegriseproducenterne, at man ikke kan sende sine grise på slagteri, fordi tilsynsteknikerne på slagterierne kan blive udtaget til strejke.

Derfor opfordrer Danish Crown, Tican og Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse alle landmænd, som har ledige staldpladser, til at oprette dem på Staldbørsen.

Staldbørsen er en markedsplads for tomme stalde. For udlejere er det muligt at tjene penge på de ellers tomme stalde og ikke mindst hjælpe kollegaer, som ikke har kapacitet til at huse egne dyr.
 
"Der er masser af tomme stalde rundt omkring i landet, og det giver kun god mening at udnytte denne ekstra kapacitet, hvis det bliver nødvendigt. Dansk landbrug har en tradition for at stå sammen, når der er problemer, og lige nu er der risiko for konflikt, siger Christian Fink Hansen, som er sektordirektør i SEGES Svineproduktion.
 
Han understreger dog, at løsningen med at opstalde sine grise i andre stalde ikke vil være en langtidsholdbar løsning, men kan hjælpe på kort sigt.

Ikke spildt arbejde

I tilfælde af at der ikke udbryder konflikt, vil det stadig være aktuelt at oprette tomme stalde på Staldbørsen.

Det kan være en god øvelse i forhold til sygdomsudbrud af f.eks. Afrikansk Svinepest blandt danske svinebesætninger.
 
"Udover at det kan være en hjælp her og nu i tilfælde af en eventuel konflikt, kan det her også være en øvelse i, hvordan vi kan mobilisere alle i dansk landbrug, hvis der skulle komme et udbrud af f.eks. Afrikansk Svinepest i Danmark, hvor der også vil opstå akut behov for at udnytte alle stalde", siger Christian Fink Hansen.

"Det håber vi selvfølgelig ikke sker, men det vil altså ikke være spildt arbejde at oprette sin stald på Staldbørsen, selvom der måske ikke skulle udbryde konflikt."
 
Så længe der er risiko for konflikt vil Tican, Danish Crown og Landbrug & Fødevare opdatere på situationen mindst en gang om ugen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle