Omdiskuteret minklov vedtaget: Forbyder hold af mink i Danmark i 2021

Minksagen med manglende lovgrundlag har presset regeringen, som mandag med forsinkelse har fået det på plads.

Lovforslaget, som forbyder hold af mink i Danmark frem til 31. december 2021, er blevet vedtaget af et flertal i Folketinget bestående af partierne i rød blok.

Loven blev stemt igennem på et møde i Folketingssalen, der startede klokken 12 mandag. Loven blev stemt igennem med 55 stemmer for, og 43 stemmer mod. 

Det var partierne i rød blok, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Alternativet, der stemte forslaget igennem.

Partierne i blå blok, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative og Nye Borgerlige stemte i mod.

Vedtagelsen sikrer nu den lovhjemmel, som regeringen har manglet siden 4. november, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Alle mink skulle aflives, fordi det handlede om folkesundheden, lød det fra regeringen i november. Der var nemlig fundet mutationer af covid-19 i mennesker spredt fra mink, og det kunne få konsekvenser for kommende vacciner.

Det nødvendige lovgrundlag er sikret samme dag, hvor kommissoriet for den såkaldte granskningskommission, der skal kulegrave regeringens håndtering af minksagen, er kommet på plads.

Sagen har kostet Mogens Jensen (S) jobbet som fødevareminister. Blandt andet efter pres fra støttepartierne.

Det vil med lovforslaget blive forbudt at føre mink ind og ud af Danmark, føre mink mellem minkfarme og tilføre nye mink til dyrehold.

Loven tæller ikke zoologiske haver, cirkus eller privatejede mink, så længe man har maksimalt fem mink.

En overtrædelse af loven vil kunne give bøde eller fængsel i op til seks måneder.

Med loven i hånden vil myndighederne med politiets hjælp kunne tvinge sig adgang til minkfarme.

Lovforslaget inkluderer også at åbne for erstatning til de minkfarme, der skal slå deres dyr ned.

Desuden fremgår det, at man med lovforslaget lægger op til, at minkavlerne får erstatning svarende til ekspropriation. Altså erstatning for tvangsovertagelse fra statens hånd.


Af billedet fremgår det, hvordan salen var delt ned gennem midten, da der blev stemt om lovforslaget. Foto: Folketinget tV

/ritzau/

OBS. opdateret kl. 13.26.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle