Omstridt højdekrav til svinetransporter udskydes

Indsigelser mod nye højdekrav får Fødevarestyrelsen til at udsætte kravet.

Et ny omstridt højdekrav til transport af smågrise træder alligevel ikke i kraft fra 1. juli i år.

Det melder Fødevarestyrelsen.

Højdekravet bragte svinebranchen op i det røde felt for halvanden måned siden, da det vil sænke transportkapaciteten betragteligt og koste dyrt for især smågriseproducenterne.

Det er da også indsigelser fra branchen, der har fået Fødevarestyrelsen til at udskyde kravet.

koster dyrt

Sagen går kort sagt ud på, at regeringen vil indføre et højdekrav i svinetransporter for grise på henholdsvis 26 og 30 kg.

Det har der ikke været indtil nu, og det nye krav kommer til at koste millioner for branchen.

Højdekravet betyder, at det ikke er muligt at køre med fem etager, og at det bliver svært at køre med fire.

Det sænker naturligt kapaciteten, ligesom det ikke er muligt at bygge alle de nuværende godkendte lastbiler om.

Et kritikpunkt har været, at kravet var sat til at træde i kraft allerede 1. juli, men det er nu lavet om. Fødevarestyrelsen har ikke oplyst, hvornår det er udskudt til.

kæp i hjulet

I sagen er regeringen blevet beskyldt for at forsøge at en sætte en kæp i hjulet på smågriseeksporten, der har været stigende i en årrække.

Selvom ministeren har afvist dette, har landbrugsordfører Anders Kronborg givet udtryk for, at man vil arbejde for at vende udviklingen.

Branchen har desuden kritiseret, at det faglige belæg for højdekravet er forældet. Det stammer nemlig fra 1991.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle