Op mod halvdelen af danske landbrug skal ejerskiftes inden 2030

Med et kæmpe behov for ejerskifter i landbruget, er det bekymrende, at regeringen vil hæve arveafgiften, lyder det fra L&F-formand Martin Merrild.

Mange tusinde heltids- og deltidslandbrug skal ejerskiftes frem mod 2030 blandt andet pga. alderen blandt landmænd og øget miljø- og klimaregulering i fremtiden.

Sådan lyder det i et notat fra landbrugets videncenter Seges.

Derfor giver det endnu større grund til panderynker hos Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild, at regeringen vil hæve bo- og gaveafgiften, der er et vigtigt redskab i generationsskifter i landbruget. 

"Vi står over for flere tusinde ejerskifte i landbruget de kommende år. Og derfor vækker det selvfølgelig bekymring, at regeringen har tænkt sig at hæve generationsskifteafgiften. Som ung landmand står man i forvejen med et stort finansieringskrav fra banken, før man kan komme ind i erhvervet, og her kan en ekstra afgift blive udfaldsgivende", siger formanden.

alder og klima

I Seges' notat redegør erhvervsøkonomisk chef, Klaus Kaiser, for behovet for ejerskifter i landbruget.

Med forbehold for, at økonomien i erhvervet i de kommende år kan ændre sig, anslås det, at der bliver behov for at ejerskifte 12.000-14.000 bedrifter ud af i alt 26.000 heltids- og deltidsbedrifter frem mod 2030.

Behovet for ejerskifter kommer blandt andet af, at gennemsnitsalderen for landmænd i 2017 var 56,4 år.

På grund af en vanskelig adgang til finansiering er omsætningen af ejendomme blevet "forsinket" i de senere år, lyder det i notatet.

"Endvidere har ”forsinkelsen” medført, at det også har været vanskeligere at ejerskifte for dem, der frivilligt ønsker at forlade erhvervet, og når vi kigger frem mod 2030, vil der desuden opstå ejerskifte-behov i forbindelse med implementering af natur-/miljø-/klima-regulering", fremgår det.

Faktaboks

Seges har beregnet behovet for ejerskifter ud fra følgende parametre:

  • Omsætningen af landbrugsejendomme de senere år 
  • Behovet for ejerskifter af aldersmæssige årsager 
  • Behovet for ejerskifter af økonomiske årsager 
  • Behovet for ønskede/frivillige ejerskifter af præferencemæssige årsager 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle