Op-op: Svinenoteringen fortsætter op - trods højt udbud i Europa

Selv om Danish Crown melder om højt udbud af fersk gris, sætter slagterikoncernen noteringen for uge 4 op i svimlende niveau.

Frysere er lige nu Danish Crowns stærkeste våben for at holde svinenoteringen i top. Det skriver koncernen i en markedsberetning, hvor de melder, at de igen-igen hæver noteringen til nu svimlende 13,80 kr./kg. næste uge.

Dermed rammer svineprisen det højeste niveau i 23 år.

Sidst noteringen lå så højt (13,80 kr./kg.) var i 1997 i uge 22, hvor svineprisen også senere samme år nåede utrolige 14,10 kr./kg.

Forhøjelsen sker, selv om global salgsdirektør Lars Albertsen melder om afmatning og et underdrejet europæisk marked her efter juletidens mange helligdage.

Der er nemlig rigeligt med grise - og de er fedet godt og grundigt op.

"Udbuddet af fersk kød i Europa ligger til den høje side lige nu. Samtidig fornemmer vi, at en del tyske slagterier fryser mindre kød, end de typisk har gjort på den her årstid. Det hænger formentlig sammen med frygten for et udbrud af Afrikansk Svinepest, for vi så et tilsvarende reaktionsmønster i Tyskland, da Belgien blev ramt af ASF for halvandet år siden",udtaler Lars Albertsen.

Det er særligt priserne på bove og kamme, der har været under pres siden nytår, mens priserne på brystflæsk, nakker og skinker er sivet.

"Vi står markant anderledes lige nu end de fleste af vores kolleger. Helt grundlæggende kan vi fryse mere og derfor eksporterer mere ud af Europa. Derfor valgte vi allerede i november at lukke en rækker ordrer til afskibning i januar, fordi vi på den ene side forventede en afmatning i Kina hen over det kinesiske nytår, og på den anden side altid ser en ubalance i Europa i januar. At ubalancen i Europa er så stor, som den er, er kommet som en overraskelse, men vil formentlig rette sig i løbet af nogle uger", siger Lars Albertsen.

Mens salget til Kina er trægt i øjeblikket på grund af den kommende ferieperiode, så er der en stabil afsætning til Japan. 

Også lille plus til økologerne 

Også de økologiske producenter og Frilands landmænd kan for en gangs skyld se frem mod en stigning på deres økopris. Fra næste uge stiger også økoafregningen med 20 øre.

Den samlede økonoteringen lander dermed på 20,3 kr. pr. kg.

Økotillægget forbliber det samme, og er i øjeblikket nede i 4 kr. pr. kg, mens kvalitetstillægget også er uændret på 2,50 kr./kg.

 

Opdateret kl. 13:26 med økoprisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle