Opfordring fra S om jordskat og momskredit: Indkald til tørkeforhandlinger nu

Socialdemokratiet er klar til at forhandle udskydelse af jordskatter og momskreditter m.v., som kan hjælpe det tørkeramte landbrug. Men det må ikke gå ud over skatteyderne, naturen og miljøet, siger Simon Kollerup, fødevareordfører for S.

Socialdemokratiet opfordrer regeringen til at indkalde til ’politiske sommerforhandlinger’ om hjælp til de tørkeramte landmænd.

Det sker i lyset af, at intet tyder på, at situationen ændrer sig til det bedre i overskuelig fremtid.

Tværtimod taler metereologerne om hedebølge i denne uge.

Historiske dimensioner

»Vi skal have alle de dygtige landmænd og sunde bedrifter, som bliver trængt i knæ på grund af den ekstraordinære varme, med ud på den anden side af tørken. Tørken, som rammer Danmark og dansk landbrug i disse uger og måneder, er ekstraordinær og af historiske dimensioner«, skriver Simon Kollerup i en mail til LandbrugsAvisen.

»Derfor foreslår Socialdemokratiet nu, at regeringen indkalder til politiske sommer-forhandlinger om hjælp til de tørkeramte landmænd«.

Vil se på alle forslag

Socialdemokratiet er ifølge Simon Kollerup klar til at se på ’alle relevante redskaber i værktøjskassen’ i en politisk forhandling.

Men partiet har samtimdig ’klare krav’ til forhandlingerne med regeringen: Hverken miljø, natur eller skatteborgerne skal ende med en stor regning for hjælpen.

»Hvis man er politisk ambitiøs, kan man godt hjælpe det tørkeramte landbrug på en måde, der både tager hensyn til naturen og miljøet, og uden at efterlade en stor økonomisk regning til skatteyderne,« mener Simon Kollerup.

Mødtes i sidste uge

Simon Kollerup var i sidste uge til møde med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og ordførerne fra regeringen og Dansk Folkeparti, netop om tørkesituationen.

Det mundede ud i en fælles udmelding fra kredsen inklusiv Socialdemokratiet.

Men dagsordenen var ikke ambitiøs nok mener Simon Kollerup, som på mødet rejste sit ønske om mere omfattende tørkeforhandlinger.

»Men hovedvinklen var, at man nu måtte tage brakslæt med hjem til foder«.

Forhandlinger nu!

»Det vi mangler i den givne situaion er en regering, der er tilstede, og som konkret forholder sig til tørkens konsekvenser. Det er derfor jeg efterlyser en regering, der rent faktisk indkalder til politiske forhandlinger«, skriver Simon Kollerup.

»For jeg tror, at vi med de rigtige forhandlinger kan finde brugbare løsninger som kan nyde bred politisk opbakning i Folketinget, men lige nu mangler vi at regeringen kommer i arbejdstøjet og får forhandlingerne skudt igang«, siger Simon Kollerup.

Han ønsker samtidig en diskussion om, hvordan landbruget kan blive bedre rustet til at stå igennem kraftigere klimaudfordringer i fremtiden uden politisk hjælp.

Faktaboks

  • Simon Kollerup, fødevareordfører for Socialdemokratiet, var fredag på besøg hos landmand Ejner Jeppesen i Thy sammen med L&F-formand Martin Merrild.
  • Et MFO-areal på to hektar skulle slås og bringes hjem som foder til Ejner Jeppesens kvæg i overensstemmelse med de nye muligheder, som Socialdemokratiet, DF og regeringen har åbnet for.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle