Opgivende landmand om Brexit: Det hele er kaotisk her

Britisk landmand oplever kaos og er flov over sin regering i spørgsmålet om Brexit eller ej. Deadline hedder nu 31. oktober.

Onsdag aften valgte EU’s 27 resterende ledere at tilbyde Storbritannien en forlængelse af Brexit, så deadline nu hedder 31. oktober. 

Selv håber Theresa May at kunne få landet en aftale i sit hjemlige parlament inden da.

For briterne er det svært at lade være med at trække på smilebåndet i en blanding af afmagt og frustration, når man spørger dem til situationen.

”Jeg synes, det hele er kaotisk, og jeg er flov over vores regering. Personligt elsker jeg at være en del af Europa og ved, hvad EU har gjort for os landmænd”, siger kødkvægsproducent og planteavler John Charlesworth, der har sin gård lidt sydvest for Coventry i det centrale England, til landbrugsavisen.dk, der er i England for at få de britiske landmænds reaktioner direkte.

Kan det britiske parlament ikke blive enig om en udtrædelse og trækker Brexit til 31. oktober, vil det komme til at betyde, at briterne skal stemme til Europa-parlamentsvalget. 

Bliver det ikke lidt mærkeligt at skulle stemme til et parlament, man gerne vil ud af?

"Tja, det gør det vel. Jeg håber, at vi får et helt nyt valg om, hvorvidt vi skal ud af EU, hvor folk kommer til fornuft og indser, at det her er noget rod. Og hvis det sker, så er det jo ikke så mærkeligt at stemme til parlamentet", griner John Charlesworth.

Tror du et nyt valg om Brexit er realistisk?

"Det er mere realistisk nu, end det var for seks uger siden. Men jeg ved det ikke. Jeg tror, at de færreste på forhånd ville have sagt, at den her situation var realistisk", siger den engelske landmand.

Især er han træt af de britiske politikere og har svært ved at forstå, at nogle af dem stadig taler for et Brexit uden en aftale med EU – såkaldt ”hard Brexit”.

"Jeg tror, at befolkningen er ved at miste tilliden til politikerne, og jeg tror, at folk er ved at blive klogere. Valget om Brexit handlede om indvandring, og det har betydning for så meget andet, og det er folk ved at indse nu", siger John Charlesworth.

Som kødkvægsproducent er han især bekymret for, at regeringen efter Brexit vil lave handelsaftaler med lande, som han ikke selv kan konkurrere med, eksempelvis fra Sydamerika.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle