Opråb fra dyrlæger: Ny linje giver rystende nervøse landmænd (opdateret)

"Vi kan hverken etisk eller dyrevelfærdsmæssigt stå inde for den rigide kontrol, der foregår lige nu". Sådan lyder en kras kritik af Fødevarestyrelsens ny linje, når det kommer til transportegnethed af grise til eksport, fra en stor gruppe dyrlæger.

Først var det Danske Svineproducenter og Landbrug & Fødevarer, der var ude med kritik:

Fødevarestyrelsens nye skærpede linje for transportegnede grise er alt for stram og betyder, at sunde dyr bliver sorteret fra inden eksport.

Nu tilslutter en gruppe, der repræsenterer 90 procent af danske svinedyrlæger, sig kritikken i et åbent brev til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V):

"Vi skriver til dig for at henlede din opmærksomhed på det urimelige i den aktuelle skærpelse i Fødevarestyrelsens vurdering af transportegnethed af grise til eksport og appellerer til, at du skrider til handling for at få genindført faglig rimelighed i vurderingen i henhold til de gældende regler, der os bekendt ikke er ændrede", lyder det i brevet til ministeren, der fortsætter:

"Grise i en tilstand, der indtil 1. januar uden problemer kunne transporteres, udløser aktuelt et hav af politianmeldelser. Det øger imidlertid ikke velfærden for grisene".

rystende nervøse landmænd

Og ikke bare bliver grisenes velfærd ikke forbedret, men det har også store konsekvenser, for svineproducenterne, der frygter politianmeldelser.

"Vi er havnet i en situation, hvor landmanden efter levering af grise går derhjemme og er rystende nervøs for en anmeldelse til trods for god faglig vurdering af grisene ved afsendelsen", står der i brevet.

Forfatterne bag brevet understreger, at dyr naturligvis ikke må lide underlast under transport, men den nye linje betyder, at der ikke skelnes mellem alvorlige og mindre alvorlige skader - og det er uacceptabelt, lyder det fra dyrlægerne.

"Eksempler på sager, hvor grise på det seneste er blevet vurderet ikke-transportegnede, er blandt andet grise med mindre navlebrok, små sår på hale og mildere grader af øresår og øresut. Her er de kontrollerende dyrlægers helhedsvurdering nu sat ud af kraft, og der sker prompte anmeldelse af landmanden".

afviser ny linje

Hos Fødevarestyrelsen afviser man, at reglerne for transportegnethed er blevet skærpet. 

"Det er landmandens og vognmandens ansvar, at de svin, landmanden vil eksportere, er transportegnede, mens det er Fødevarestyrelsens opgave at kontrollere, om svinene er transportegnede. Vurdering af transportegnetheden foretages af en af Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger", lyder det fra veterinærdirektør Per Henriksen i en skriftlig kommentar, som fortsætter:

"Fødevarestyrelsen har ikke indført skærpede regler for denne vurdering, og der er ikke nultolerance. Men embedsdyrlægerne er instrueret i, at alle dyr, der ikke er transportegnede, skal tages fra. Dermed bliver aflivning desværre oftest den eneste løsning".

OBS. Opdateret 31/1 kl. 17:54: Kommentar fra Fødevarestyrelsen tilføjet.

Faktaboks

Afsenderne på brevet er:

  • Claus Heisel og Christian Christoffersen, LVK
  • Gerben Hoorneborg, Vet-Team ApS
  • Pia Conradsen, SvineVet
  • Johannes Dall, Porcus
  • Jens Strathe og Klaus Hedermann Pedersen, HyoVet-dk
  • Charlotte Glenting og Anders Mikkelsen, Danvet
  • Ken Steen Pedersen, Ø-vet
  • Claus Søndergård, Svinepraksis.dk

Modtagerne er:

  • Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen
  • Direktør Esben Egede Rasmussen, Fødevarestyrelsen
  • Veterinærdirektør Per Henriksen, Fødevarestyrelsen
  • Fødevareudvalgets medlemmer

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle