Optur i Tyskland: Tyske slagtegrise stiger markant

Flere europæiske smågrisenoteringer og enkelte noteringer for slagtegrise er steget de seneste uger, og nu følger noteringen i Tyskland med op.

Tyskland følger nu efter den hollandske grisenotering, der forleden blev sat op.

Ifølge Danske Svineproducenter stiger den toneangivende, tyske slagtegrisenotering VEZG med 37 øre til 14,53 kroner. 

Det er første gang prisen stiger efter seks uger med uændret notering.

En udbudspukkel fra starten af november er væk, og slagteklare grise kan afsættes uden større problemer, lyder det.

Der er sågar solgt flere partier grise på ISN's grisebørs, der er højere end den nyudmeldte notering.

- Tyske markedsinteressenter ser den begyndende julehandel som primær årsag for den bedre stemning. Derudover eksporterer andre europæiske lande flere varer til Asien for tiden i stedet for at afsætte dem i Europa. Alt i alt berettes der således om en positiv pristendens på kødmarkedet, siger Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Han melder, at flere tyske markedseksperter er optimistiske på længere sigt i forhold til prisniveauet på grisemarkedet.

- Gereon Schulte Althoff, manager hos slagteriet Tönnies i Tyskland, forudsiger, at tyske supermarkeder vil komme til at mangle grisekød om 4-5 måneder, fordi den tyske produktion er faldet så voldsomt i de seneste år, bemærker han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle