Ornestation efter PRRS-stævning: Smitte er en erhvervsrisiko

Hatting-AS-direktør vil ikke kommentere stævninger og udtaler, at smitterisiko er en del af erhvervet.

De første stævninger er allerede havnet i indbakken hos ornestationen Hatting-AS fra utilfredse svineproducenter, der kræver erstatning efter udbruddet af PRRS sidste år.

Hos Hatting-AS har direktør Per Nyby Pedersen ingen kommentarer til stævningerne.
 
"Vi lever i et retssamfund, og hvis nogen er uenige om noget, så kan lave en stævning og få retten til at afgøre sagen. Det har jeg respekt og forståelse for, og det må vi forholde os til rent praktisk", siger han og fortsætter:
 
"Det er ikke os, der har valgt at sagen skal for domstolen. Det er nogle landmænd, der har valgt det, og så må det gå den slagne vej".

ingen tilbud om kompensation

Danske Svineproducenter mener, at tabet for de ramte producenter løber op i over 80 mio. kr.

Stævningen kommer i kølvandet på, at Danske Svineproducenter har kaldt et kompensationstilbud fra Hatting-AS for "latterligt lille".

Ifølge direktør Per Nyby har der aldrig været tale om et tilbud om kompensation.

"Vi har ikke tilbudt nogen kompensation, men vi har tilbudt at se velvilligt på sagen. Nu er der en retssag igang, og så må vi se, hvordan den ender", siger han.

hvor kommer smitten fra?

Producentforeningen er desuden utilfredse med, at Hatting-AS i advokatskrivelser sætter spørgsmålstegn ved, om smitten overhovedet stammer fra Hatting-AS.

"Det er korrekt, at vores advokat har skrevet det i en replik til domstolene, men det har jeg ellers ingen kommentarer til", siger Per Nyby.

Direktøren har heller ingen kommentarer til, hvad det vil blive betyde for virksomheden, hvis man skal betale en erstatning i størrelsesordenen 80 mio. kr., eller hvad PRRS-sagen har betydet for forretningen.

sygdom er en erhvervsrisiko

Hos Hatting KS er man dog utroligt kede af hele sagen, understreger direktøren.
 
"Vi er da utroligt kede af det, der er sket med vores afdeling og vores kunder, og det har påvirket os utrolig meget", siger direktøren og fortsætter:
 
"Smitte af sygdomme er en erhvervsrisiko, man har i det her erhverv, hvor man kan få smitte i bedriften gennem luften eller via sæd. Det ved landmændene godt, og det står også i leveringsbetingelserne. Derfor er vi da kede af, at vi fik en besætning inficeret".

i bagklogskabens lys

Er der noget, du ville ønske, at I havde gjort anderledes dengang?

"Set i bagklogskabens lys er der altid ting, man kan diskutere, om man skulle have gjort anderledes. Vi gjorde det, der var commes il faut på dét tidspunkt, og i dag ville man nok gøre det anderledes", siger direktøren og fortsætter:
 
"Vi har et åbent system, og alle vidste, hvordan vi opererede dengang. Havde der ringet en klog dyrlæge og sagt, at vi skulle gøre anderledes, så havde vi nok gjort det, men det skete ikke. Nu er vi blevet klogere og sætter luftfiltrering på alle afdelinger, så luftsmitte kun er en teoretisk muligheder".
 
Filtrene koster ifølge direktøren millioner og er sat op efter sommerferien.

Emneord

PRRS , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle