Overblik: Afrikansk svinepest vokser i Europa

Afrikansk svinepest har langt fra sluppet sit tag i Europa, hvor den østlige del stadig er hårdt ramt. Få overblikket her og se kort i bunden af artiklen.

Generelt går det den forkerte vej, når det kommer til at udrydde afrikansk svinepest i Europa.

Den seneste opgørelse fra Landbrug & Fødevarers markedsnyt viser, at der i årets første ni måneder er rapporteret om 1.381 tilfælde af svinepest hos svin - mod 1.449 for hele 2018.

Hos vildsvinene er der indtil september rapporteret om 4.142 tilfælde i Europa mod 5.403 for hele sidste år.

Sammenligner man tallene på samme tidspunkt i 2018 og 2019, står det også klart, at antallet af tilfælde er stigende:

nye lande ramt

I 2019 er flere nye lande blevet ramt af afrikansk svinepest. Det være sig Serbien og Slovakiet, hvor der i begge tilfælde er fundet svinepest i svinebesætninger.

Omvendt er antallet af smittede svin og vildsvin faldet kraftigt i Litauen, der ellers var hårdt ramt i 2018.

Der er dog sket en væsentligt stigning i både Rumænien, Ungarn og Bulgarien.

skjuler hviderusland noget?

Dykker man ned i europakortet (nederst i artiklen) fremgår det, at Hviderusland er omgivet af lande med afrikansk svinepest - både de baltiske lande, Polen og Ukraine er alle ramt.

Alligevel har Hviderusland siden 2013 formået at holde sig fri. Eller har de? 

Den russiske journalist Vladislav Vorotnikov stiller i en klumme hos mediet Pig World spørgsmålstegn ved, om det nu også er rigtigt.

"Der har været en række rapporteringer om mystiske tilfælde af døde svin på farme i landet. Lokale medier har beskrevet scenarier, hvor landmænd har fundet døde grise og har indkaldt veterinærinspektører, der tager prøvet og slår svinebestanden ned et par dage efter uden en forklaring", skriver han og tilføjer, at Hviderusland tidligere at blevet anklaget for at forsøge at skjule udbrud af afrikansk svinepest.

Gå selv på opdagelse i kortene herunder for at se udviklingen i afrikansk svinepest.

Hold musen hen over landene eller tryk med fingeren for at se, hvor mange vildsvin med afrikansk svinepest, der er rapporteret i landet:

Hold musen hen over landene eller tryk med fingeren for at se, hvor mange svin med afrikansk svinepest, der er rapporteret i landet:

Faktaboks

Spredningen af afrikansk svinepest i Europa

  • 2014: De baltiske lande og Polen rammes af afrikansk svinepest. I årene forinden er smitten konstateret i Rusland, Ukraine og Hviderusland. 
  • 2017: I juli 2017 rammes Tjekkiet af sygdommen efter fund i vildsvin. Rumænien får første tilfælde i en baggårdsbesætning.
  • 2018: Belgien bliver ud af det blå ramt af afrikansk svinepest og sender chokbølger gennem den europæiske svineindustri. 2018 er også året, da smitten spredes til Bulgarien og Ungarn.
  • April 2019: I april får Tjekkiet som det første EU-medlemsland sin status tilbage som fri for afrikansk svinepest, da der i perioden på et år ikke er konstateret nye tilfælde. 
  • Juli 2019: I juli rammes Slovakiet i en baggårdsbesætning af afrikansk svinepest. Siden er flere udbrud registreret, og senest er der fundet smitte hos et vildsvin. 
  • August 2019:Serbien er det foreløbig sidste europæiske land, der rammes af AFS, da der meldes om fire udbrud i små svinebesætninger tæt på hovedstaden Beograd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle