Overgødskning koster 160.000 køer livet

Op mod hver tiende hollandske malkeko skal slagtes eller eksporteres i 2017 som konsekvens af overgødskning med fosfor. En mia. kg mælk er i farezonen.

Faldende udbud af mælk, massive tilførsler til kvægslagterierne og en oversvømmelse af det europæiske marked for levedyr.

Konsekvenserne er vidtrækkende for de hollandske mælkeproducenter, som efter tre års overgødskning med fosfor er blevet pålagt at bringe besætningsstørrelserne tilbage til niveauet 2. juli 2015 minus fire procent.

Kravet fra EU-Kommisionen er utvetydigt, og formår de hollandske mælkeproducenter ikke at fjerne, hvad der svarer til 170.000 dyreenheder i kvæg inden nytår, er det slut med kvælstofundtagelsen, som gør det muligt for hollænderne at udbringe flere kg N pr. hektar end gennemsnittet for EU.

Blodet må flyde

Størsteparten af reduktionen på de 170.000 dyreenheder ventes at ske ved slagtninger af malkekøer. Hos NZO, som er de hollandske mejeriers producentforening, frygter man, at hver tiende hollandske malkeko må slagtes som følge af fosfor-kravet. Hvor stort et aftryk det vil sætte på indvejningen af mælk i Holland, er man endnu usikker på.

»Landmændene vil jo altid slagte de ringeste køer, men det er ikke usandsynligt, at den hollandske produktion vil blive reduceret med en mia. kg mælk i 2017,« lyder vurderingen fra Rick Hoksbergen, økonomirådgiver ved hollandske Alfa.

Flere hollandske landmænd forsøger at afværge slagtningerne ved en kraftig reduktion af opdrættet enten ved salg til andre europæiske kollegaer eller til pasningsaftaler i landene omkring Holland. Men det batter sjældent nok, mener Rick Hoksbergen.

Ifølge flere danske eksportører af kreaturer oversvømmes det europæiske marked i øjeblikket af unge kvier fra Holland.

Ophør støttes af alle

For at stimulere reduktionen har landbrugsorganisationerne og mejerierne i fællesskab samlet en pakke på 50 mio. euro, som bl.a. udbetales til dem, som øjeblikkeligt ophører med mælkeproduktion. Flere støttetilbud er i støbeskeen og ventes endeligt aftalt i næste uge.

De hollandske mælkeproducenter har mulighed for at fylde staldene op igen i 2018, hvor der indføres særlige fosfatrettigheder, som giver ret til produktion, og som kan handles mellem landmænd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle