Overgaard snupper ny direktør fra andet gods

Overgaard Gods henter sin nye direktør på Samsø.

Overgaard Gods har fundet sin nye direktør til afløsning for den tidligere, Claus Bergreen, der stoppede pludseligt sidste år i november efter knap 10 år i stillingen.

Det bliver Kasper Henricksen, nuværende godsinspektør på Brattingsborg Gods på Samsø, der skal udfylde rollen med at styre godset i Havndal med en årlig omsætning på over 400 mio. kr.

"Vi er helt overbevist om, at vi får en meget velkvalificeret direktør med et bredt udsyn. Kasper Henricksen forstår både at drifte og optimere et moderne dansk landbrug og har tillige indsigt i og forståelse for det marked som Overgaards Agro-afdeling adresserer med landbrugskunden i fokus", udtaler Lisbeth Lauridsen, bestyrelsesformand for det Brask Thomsen Stiftung-ejede gods i Havndal.

Million-minus og krævede forbedringer

Netop i dag kom regnskabet for Overgaard Gods for 2019. Dette bød på et underskud på 2,2 mio. kr. før skat og dermed andet år i træk med røde tal.

I regnskabet forventer bestyrelsen, at der skal gennemføres effektiviseringer og besparelser det kommende år.

"Selskabets økonomiske stilling kræver til stadighed fokus på forbedring og optimering af driften. Med baggrund i de strategiske og driftsmæssige beslutninger, der er effektueret i året, og et fortsat fokus på optimering af driften af selskabets hovedaktivitet, forventes det, at selskabet i 2020 vil kunne præstere et væsentligt forbedret resultat i forhold til 2019", lyder det.

Kasper Henricksen er ikke overraskende fuld af forventning til arbejdet, hvor han skal stå i spidsen for såvel godsets svineproduktion med op mod 1600 søer og 30 kg-produktion, et omfattende markbrug, samt godsets kornhandel. Han tiltræder stillingen 1. april.

Kasper Henricksen er uddannet agrarøkonom og har mange års erfaring med landbrugsdrift, både mark- og svinebrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle