For næsten tre år siden blev Harriet Johannessen overfaldet, da hun skulle flytte en ko med nyfødt kalv. Hun var heldig, selv om hun i dag, i en alder af 37 år, må leve med alvorlige mén. Efter dødsulykken i søndags opfordrer hun alle til at være opmærksomme i omgangen med køer med kalve.
En juli-aften for tre år siden skal Harriet Johannessen flytte en ko med en nyfødt kalv fra fællesboksen.
Inden hun gør det, tager hun en beslutning, der med stor sandsynlighed redder hendes liv.
Hun ringer til sin svigermor og beder hende komme over i stalden, så de lige kan hjælpes ad. Harriet går ind i boksen til køerne, men hendes 6-årige søn og svigermor står ved lågerne.
"Da jeg er ca. to en halv meter fra koen med den nye kalv, vender den rundt, fnyser og brøler højt samtidig med at den stanger mig og vælter mig bagover. Imens jeg ligger på ryggen i boksen hopper og tramper den fuldstændig gale ko på mig i flere minutter, mens den fortsætter med at brøle. Hver gang, jeg forsøger at komme væk, skubber den til mig og får mig ned igen," fortæller Harriet Johannessen til Landbrugsavisen.dk.
Efter 4-5 minutter får svigermoren, Grethe, skræmt koen væk og Harriet kan komme ud.
"Det hele skete så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at reagere overhovedet. Der var ingen tegn på noget inden," fortæller Harriet Johannessen .
”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ringede til hende den aften. Kælvingsafdelingen er indrettet, så man kan gøre det alene, og det har jeg gjort før, men i dag er jeg sikker på, at det reddede mit liv, at hun var der den aften,” siger Harriet Johannessen, der er landmandsuddannet, men ikke arbejder på familiens bedrift til daglig.
Hendes mand, Jens Johanneson, driver deres kvæggård med 600 malkekøer ved Vejrup, men han var i marken for at snitte helsæd og køre i stak med sin far. Derfor gik Harriet i stalden og sagde godnat til køerne.
Ulykke bringer det hele frem
Alt dette skriver hun om i et facebookopslag søndag, efter hun har læst om ulykken ved Broager i Sønderjylland, hvor en hundelufter blev trådt ihjel af en ko på en mark.
At læse om ulykken ramte Harriet Johannesen lige i mavekulen, og hun læste om det med tårer i øjnene.
"Jeg kan jo nærmest se koen, der angriber, for mig og sætte mig ind i hele situationen, "siger Harriet Johannesen om, hvordan ulykken i Sønderborg påvirker hende dybt.
Hun vil gerne fortælle sin egen historie for at huske folk på, at man skal være opmærksom i omgangen med omgangen med køer med kalve – både i stald og på græs.
"Det er der, det er højrisiko. Og selvfølgelig også, hvis der er tyre sammen med køer eller kvier. Hvis jeg bare kan forhindre en ulykke mere i at ske, ved at fortælle min historie, så har det jo gjort noget godt, " siger hun, selv om det også er grænseoverskridende for hende at vise billederne frem.
"Jeg har nogle billeder, der er værre endnu, af min bagdel, der var helt sort efterfølgende, " siger hun.
Under overfaldet lå hun på ryggen med benene trukket op for at forsøge at beskytte sig selv. Derfor gik det så hårdt ud over bækken, ryg og nakke.
Skulle have ringet 112
Alvoren i situationen, den juli-aften for næsten tre år siden, hvor koen gik amok, gik ikke op for hverken Harriet eller svigermor Grethe lige med det samme.
"Vi er selvfølgelig meget påvirkede og samtidig glade for, at jeg er kommet ud af boksen. Christoffer vil ikke give mig et kram, fordi jeg er smurt ind i lort. Så jeg beslutter, at jeg vil gå over i bad, selvom Grethe foreslår, vi ringer 112," siger hun.
Hun skal støttes for at komme over gårdspladsen.
At ringe efter en ambulance havde været mere på sin plads.
Da svigermor Grethe og Harriet selv ankommer til skadestuen efterfølgende, begynder Harriet at få besvær med at trække vejret, og det sortner for hendes øjne. Hun kommer derfor ind før alle andre i køen.
Hun er voldsomt forslået, og det viser sig, udover de mange knubs, at hendes bækken er slået skævt, og hun har fået skader i nakken og den ene skulder – skader som hun stadig har mén af i dag, næsten tre år efter ulykken.
"Jeg blev fyret fra mit gamle job efter ulykken. Turen derhen tog 45 minutter i bil, og så længe kan jeg slet ikke sidde i bilen. Jeg skal stadig være opmærksom på, hvor mange timer, jeg skal være i gang," siger Harriet.
Hun er i dag 37 år, og hun arbejder et nyt sted på nedsat tid. Hun er gradvist kommet op på at arbejde 25 timer om ugen og har indrettet hverdagen, så den kan fungere for familien, der også tæller parrets andet barn, en pige på i dag syv år.
"Det første år efter ulykken gik jeg også til psykolog for at bearbejde den voldsomme oplevelse. Det har været ligeså voldsomt for Grethe og Christoffer at skulle bearbejde den forfærdelige oplevelse, det var at stå at se på, at koen hoppede på mig. Desuden fik jeg rigtig meget hjælp af blandt andet min svigermor og mine egne forældre til madlavning og børnepasning, for jeg kunne ingenting," siger hun.
Det har været en proces at få det hele til at fungere igen. Alligevel er hun glad for at det var hende, det skete for.
"Jeg tror ikke, min svigermor havde overlevet, hvis det var hende, der var blevet trampet på. Og så priser jeg mig også lykkelig for, at der var dybstrøelse i boksen. Hvis det var sket på jord eller beton havde jeg ikke klaret den," siger hun.
Har ændret rutiner
I dag har hun det ok med at være i stalden omkring køerne.
"Hvis jeg skal ind til dem har jeg det ok, men ikke vildt godt. Og jeg tager alle de forholdsregler jeg kan. Men jeg syntes jo heller ikke jeg tog nogen chancer den aften. Der var ingen tegn fra koen, inden den angreb mig," siger hun.
I dag har familien alligevel ændret rutinerne, for alle inklusive de ansatte, således at de aldrig er alene når de går ind til køerne, når de har kalve.
Og koen blev aflivet kort tid efter.
"Man kan ikke have sådan et dyr gående," siger Harriet Johannessen.
