Overvejer aften- og morgenvagt i stalden

Anders Rold forventer at bytte dødfødte ud med levendefødte med aften- og tidlig morgenvagt.

Der er står 17,2 levendefødte og over to dødfødte pr. kuld hos Anders Rold.

Noget af forklaringen på de mange dødfødte kan være, at der er mange gamle søer i besætningen for tiden. Alligevel overvejer Anders Rold at se på, om hans medarbejderes arbejdstid kan fordeles sådan, at der er personale tilstede i en større del af døgnet.

»Vi har halvanden uges drift, så reelt har vi samlet faringerne på 2 ud af 11 dage«, forklarer Anders Rold.

Han regner ikke med at indføre decideret nattevagt, men en variant, hvor den sidste forlader stalden før eller omkring midnat, og den næste møder ind mellem kl. 04 og 05 næste morgen.

Den sidste fodring i farestalden er kl. 21, og han mener, at det er vigtigt, at der er personale tilstede under den uro, der opstår omkring fodringen.

»Aften- og morgenvagt er ikke noget, man bare indfører. Det kræver de rette kompetancer for dem, der får opgaven«, understreger han.

Der er 875 søer i besætningen på Haverslevgaard, og han overvejer at starte omkring 1. september, når ferie og høst er overstået.

»Vi har en del faringer, hvor der ligger mange døde bag soen om morgenen. Her regner vi med at kunne redde nogle dødfødte og konvertere dem til levendefødte. Potentialet er her jo«, lyder det fra Anders Rold.

En sidegevinst vil være, at de mindste grise kan få en bedre start.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle