På Dalum Landbrugsskole holder eleverne fast i Venstre

En VO eller VLA-regering, hver især uden støttepartier. Det kan blive en realitet, hvis det står til de unge over 18 på Dalum Landbrugsskole. 

De har netop stemt ved skolens prøvevalg, og her står Venstre som suveræn vinder, med hele 41,94 procent af stemmerne og god afstand til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med henholdsvis 17,2 og 10,75 procent af stemmerne.

Samtidig ville Nye Borgerlige (2,15), Klaus Riskær Pedersen (3,23) og Stram Kurs (4,3) alle komme i Folketinget. 

I den anden ende af skalaen kan hverken Det Konservative Folkeparti eller Alternativet slæbe sig over spærregrænsen med 1,08 procent af stemmerne hver, ligesom Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne slet ikke ville få stemmer.

Med andre ord holder landbrugseleverne på Dalum Landbrugsskole fast i Venstre, trods den senere tids kritik og uro i partiet

Endeligt har 10,75 procent af de unge på landbrugsskolen ikke taget stilling til, hvad de vil stemme endnu, mens 2,15 procent ikke stemmer.

Se lagkagediagrammerne i her.

Vigtigt at danne

Prøvevalget er blevet holdt på foranledning af forstander Jens Munk Kruse. Valget er en del af den demokratiske dannelse, der ligger forstanderen nær. 

”Vi er jo en landbrugsskole med en masse traditioner og kultur. Og udover at vi skal uddanne, så skal vi også danne. Og selv om det har været ude og inde af bekendtgørelser, har vi aldrig forladt det her på stedet”, siger forstanderen. 

Derfor underviser skolen i samfundsfag, mens forstanderen holder møder og ”nyhedstimer”, hvor der kommer gæster, der er med til at modne opdragelsen til at være en del af et demokrati.

”Det er vigtigt, at unge mennesker tidligt ved, at »jeg skal bruge min stemme”, såvel med et kryds som verbalt«.

Stor deltagelse ved EU

Den store positive overraskelse ved prøvevalget, har været deltagelsen ved Europa-parlamentsvalget. 

”Jeg har spurgt dem, om de vil stemme. Især til Europa-parlamentsvalget, og det siger langt de fleste ja til”, fortæller forstanderen.

For ham er det uforståeligt, at de unge ikke stemmer til Europa, hvor valgdeltagelsen generelt er lav. Kun 56,5 pct. af de stemmeberettigede stemte ved det seneste EP-valg, og unge på 18 og mellem 19 og 21 havde endnu lavere deltagelse med hhv. 49,4 og 39,4 pct. 

Derfor glæder den store tilslutning blandt landbrugseleverne ham også. 

”Nogen kan være i tvivl, men rigtig mange ved allerede hvad de vil stemme”, fortæller han og understreger, at han ikke har spurgt dem hvad de vil stemme. 

Jens Munk Kruse ser dog også en del af forklaringen på landbrugselevernes EU-engagement: erhvervet. Landbruget er som erhverv afhængigt af EU, ligesom mange beslutninger for landbruget tages i Bruxelles.

"Der er så mange regler, der er bestemt af EU, og det ved de godt. Det er med til at gøre dem bevidste om vigtigheden af at stemme til EU", vurderer forstanderen.

Stor tiltro til Venstre

I Europa-Parlamentet er støtten til Venstre endnu større, end den er til Folketinget. Hele 61,29 procent af stemmer rager partiet til sig blandt de unge. Liberal Alliance og Dansk folkeparti bliver igen nummer to og tre med henholdsvis 11,83 og 9,68 procent af stemmerne. 

Heller ikke til Europa-Parlamentet stemmer de unge på Dalum Landbrugsskole på Radikale Venstre, SF eller Enhedslisten.
11,83 procent har endnu ikke taget stilling mens 1,08 procent ikke stemmer. 

Enige elever: snor i EU

Blandt eleverne på Dalum Landbrugsskole er der enighed om prioriteringerne i EU, mens det svinger mere med motiverne til Folketingsvalget. 

”Til Europa er det afgørende, om de støtter landbruget. Samtidig har det også noget at sige, hvor stor en gruppe de kan komme ind i, for det er også afgørende for deres indflydelse. Ved Folketingsvalget tænker jeg lokalt. Jeg vil gerne stemme personligt og have en stemme fra mit område på Lolland. Så der vægter jeg lokalsamfund og landbrug”. Siger den 25 agrarøkonom-elev Daniel Frandsen fra Kettinge. 

”Det overordnede er, om jeg selv mener, at partiernes mål for landbruget er realistiske i forhold til min fremtid. Til Europa er det afgørende punkt EUs størrelse. Jeg foretrækker, at EU fylder lidt mindre, frem for at Danmark bliver en større del af EU. Til Folketinget kunne jeg tænke mig skattelettelser, da jeg mener, vi afleverer for meget i forhold til, hvad vi får”, mener Rasmus Nygård Pedersen, 21, fra Slagelse. Han læser 2. hovedforløb på landmandsuddannelsen. 

”Det er mere eller mindre det med, hvordan vi skal håndtere forurening og drivhusgasser. Og hvilke afgifter landbruget pålægges. Og så er ældreplejen afgørende. De skal have det godt. Det vil jeg også gerne selv have, den dag jeg bliver gammel. Med Europa mener jeg, at Danmark skal lidt længere ud af EU, men have et godt samarbejde med EU”, Siger Oliver Pierson på 20 fra Bogense. Han læser også 2. hovedforløb. 

Faktaboks

Stemmerne ved Europa-parlamentsvalget (93 elever har stemt): 

  • Socialdemokratiet: 2,15% 
  • Radikale Venstre: 0%
  • Det Konservative Folkeparti: 1,08%
  • Socialistisk Folkeparti: 0%
  • Liberal Alliance: 11,83%
  • Folkebevægelsen mod EU: 0%
  • Dansk Folkeparti: 9,68%
  • Venstre: 61,29%
  • Enhedslisten: 0%
  • Alternativet: 1,08%
  • Stemmer blank: 0%
  • Ved ikke/Ikke taget stilling endnu: 11,83%
  • Stemmer ikke: 1,08%

Stemmerne ved folketingsvalget (93 elever har stemt):

  • Socialdemokratiet: 5,38%
  • Radikale Venstre: 0%
  • Det Konservative Folkeparti: 1,08%
  • Nye Borgerlige: 2,15%
  • Klaus Riskær Pedersen: 3,23%
  • Socialistisk folkeparti: 0%
  • Liberal Alliance: 17,2%
  • Kristendemokraterne: 0%
  • Dansk Folkeparti: 10,75%
  • Stram Kurs: 4,3%
  • Venstre: 41,94%
  • Enhedslisten: 0%
  • Alternativet: 1,08%
  • Stemmer blankt: 0%
  • Ved ikke/Ikke taget stilling endnu: 10,75%
  • Stemmer ikke: 2,15%   

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle