På trods af ros: Politikere frygter regning for klimaudspil

Det er nemt at blive enige om noget for andres penge, lyder det fra flere sider på Christiansborg om nyt, grønt forslag fra DN og L&F.

Selv om landbrugsordførere i Folketinget roser til skyerne, at Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening kommer med et fælles forslag til en klima og miljøindsats, udtrykker de samtidig bekymring.

Af forslaget fremgår det, at der skal bruges et milliardbeløb på jordfordeling, hvis man skal ekstensivere 100.000 hektar lavbundsjorde for klimaet skyld. Landmænd, der skal flytte eller lukke bedriften, fordi de ikke kan udvikle den tæt på ammoniakfølsomme områder, skal også have erstatning., lyder det i forslaget.

”Det lyder godt, men der kommer vel en regning”, konstaterer Orla Østerby (kons.) tørt.

Og Lise Bech, der ikke her set det endelige forslag, er også bekymret.

”Det er nemt for dem at lave en aftale, når staten betaler”, siger hun uden at afvise forslagene før hun har set dem.

Carsten Bach (LA) er meget begejstret for samarbejdet mellem landbruget og de grønne, men ser også med bekymring på den mulige regning.

”Det er spændende, men der er også to parter, der bliver enige om, at en tredje – nemlig staten - skal bruge en masse penge på det. Men vi skal da prøve om vi kan finde noget finansiering til det”, siger han.

Simon Kollerup (S) er enig i målene om mindre belastning af klima og miljø, men slår heller ikke statskassen på vid gab, men afviser ikke, at det må koste noget.

”Uden at have læst detaljer, så kan man jo sige at det ikke er en kunst i fællesskab at udskrive en stor regning, men det kommer til at kræve fælles drøftelse af hvordan man skruer det sammen”, siger han.

Hos Venstre glæder Erling Bonnesen sig over forslaget. Han vil dog ikke tage stilling til de økonomiske byrder, før han kender forslaget nøjere.

”Men mere jordfordeling lyder som en god ide”, siger han.

Hos Alternativet bekymrer en mulig regning dog ikke landbrugsordfører Christian Poll umiddelbart.

”I vores forslag til regeringsgrundlag har vi afsat 80 mia. kr. over fire år til grøn omstilling”, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle