På vej ud af dyr fodersæson
To mio. kr. Så meget skønner Rasmus Poulsen, at han betaler ekstra for foderet i år.

Da høsten 2018 var overstået hos Poulsen I/S ved Fårevejle, var siloen kun halvt fyldt, selv om de havde indkøbt foderkorn fra de samme planteavlere i nabolaget, som de plejer.

»Vi var virkelig ramt af tørken sidste år«, lyder det fra Rasmus Poulsen, der sammen med sin far og farbror udgør Poulsen I/S. De har markbrug og to besætninger med tilsammen 2.300 søer med små- grise.

Halveret høstudbytte

I runde tal var høstudbyttet på bedriften det halve af et normalår. Og naboerne høstede lige så lidt.

Det betød, at han allerede kort efter jul skulle købe foderkorn ind, og det skal han fortsætte med, indtil det første hjemmeavlede korn kan høstes. Og det har vel at mærke været til høje priser.

»Jeg vil tro, at foderudgiften for bedriften ligger omkring to mio. kr. højere, end hvis vi havde haft normalhøst og normale kornpriser«, vurderer Rasmus Poulsen.

Og der er tale om ren ekstraudgift. På stående fod kan han kun komme i tanke om én besparelse ved tørken: Der har ingen tørreomkostninger været.

Heldigvis vurderer han, at høsten i år bliver god. Regnbygerne er faldet med mellemrum, og kornet står godt på markerne. Og noteringen er steget.

»De stigende smågrisepriser er faldet på et tørt sted«, bemærker Rasmus Poulsen.

Faktaboks

Poulsen I/S

  • Rasmus Poulsen samt hans far og farbror.
  • 2.300 søer med smågrise.
  • Hjemmeblandet foder til hele besætningen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle