Partier mistænker Esben Lunde for at skjule nye kvælstof-tal for Folketinget

Esben Lunde Larsen udsættes for ny kritik i forbindelse med de fejlramte ferskvandsprøver.

Enhedslisten og Radikale anklager nu Esben Lunde Larsen for at have skjult information om, at laboratorieanalyser af kvælstof og fosfor i dansk ferskvand længere tid kan have været fejlramt.

Miljø- og fødevareministeren afviser selv påstanden.

Det skriver Altinget.

Et internt notat fra Miljøstyrelsen fra 19. september 2017 beskriver væsentlige problemer med gamle kvælstofmålinger helt tilbage til 2010. Notatet, som Altinget har fået aktindsigt i, tyder på, at kvælstofniveauet har været markant højere, 15-20 procent, end man hidtil har troet.

Ni dage efter notatet blev skrevet, blev der afholdt en teknisk høring om fejl i analyser for 2016 og 2017 for Folketingets partier. Her var Esben Lunde Larsen og embedsmænd fra Miljøstyrelsen tilstede.

"Jeg er gået fra høringen med en klar fornemmelse af, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, og at det drejede sig om 2016-tal,” siger Maria Reumert Gjerding, miljøordfører for Enhedslisten, til Altinget.

"Og det er decideret misvisende og vildledende. Jeg mener, at man har tilbageholdt væsentlige oplysninger for Folketinget," siger hun og bakkes op af Radikales miljøordfører, Ida Auken.

Esben Lunde afviser

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser i et mailsvar, at han skulle have tilbageholdt oplysninger for Folketinget.

"I forbindelse med den tekniske gennemgang blev Miljø- og Fødevareudvalget mundtligt orienteret om, at ministeriet også var blevet orienteret om mulige metodefejl i tidligere år, og at serviceeftersynet derfor også vil gå tilbage i tiden og se på tidligere prøver,” skriver Esben Lunde Larsen.

Han mener også, at det er for tidligt at udtale sig om betydningen af de formodede afvigelser.

DF: Samme oplevelse

DF's fødevareordfører Lise Bech havde samme oplevelse af, at man til den tekniske høring ikke fik oplysninger om, at problemet kunne gå langt tilbage.

"Jeg undrer mig over, at man ikke i det mindste har nævnt det her for," siger Lise Bech.

Sagen ser ifølge S-miljøordfører Simon Kollerup ”alvorlig ud”, men han vil først have svar fra ministeren:

”Det opfordrer jeg ham til at gøre hurtigt.”

Esben Lunde Larsen skal forklare sig i sagen på et samråd den 29. november 2017.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle