Partier: Sagen slutter ikke med minister-afsked

For de blå partier slutter sagen om minkaflivningen langt fra med fødevareministerens afgang.

Det var forventeligt, at fødevareminister Mogens Jensen (S) måtte trække sig på grund af minkskandalen.

Men en ministerudskiftning lukker dog ikke sagen, lyder det fra både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.

"Det var ikke nogen stor overraskelse", siger den konservative Rasmus Jarlov, der fortsætter:

"Der er stadig et stort behov for at komme til bunds og få alt frem i den her sag. Vi skal finde ud af, om det virkelig er rigtigt, at regeringen ikke blev advaret om den manglende lovhjemmel".

grundlovsbrud

Ligesom Jarlov har Dansk Folkepartis Lise Bech endnu ikke haft mulighed for at læse regeringens egen redegørelse af sagen.

Enstemmigt lyder det dog, at partier vil arbejde for at få nedsat en uvildig undersøgelseskommission af forløbet.

"Der er brug for en undersøgelseskommission, for der er begået Grundlovsbrud, og så er ministerens afgang ikke nok. Det bør også få konsekvens for statsministeren", siger Lise Bech og tilføjer:

"Fødevareministerens afgang var uundgåelig, for det tårnede sig op. Han har tilbageholdt information om mutationen, og uanset om den er farlig eller ej, så skal Folketinget orienteres".

konsekvenser for statsministeren

Dette erklærer Rasmus Jarlov sig enig i.

"Fødevareministeren er selv skyld i, at det er kommet her til, men statsministeren har også et ansvar. Derfor skal hendes rolle i forløbet også afdækkes", siger han og fortsætter:

"Det var hende, der stod forrest på pressemødet, og hende, der sad for bordenden, da beslutningen blev taget. Derfor er en undersøgelseskommission også et minimum".

Hvordan kan det få konsekvenser for statsministeren?

"Det er alene op til støttepartierne, om de er tilfredse med at fyre fødevareministeren på grund af statsministerens beslutning, eller om hun også skal inddrages", siger Rasmus Jarlov.

Slutter ikke her

Til ritzau siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen:

"Nu er Mogens Jensen (S) den, der er blevet ofret. Sådan er politik nogen gang".

"Men dette her er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er", siger formanden.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle