Pas på træk i støtten hvis du vander uden tilladelse

Planterådgiver minder om, at det bliver dyrt blot at vande løs. Lad være med at tænke, 'det går nok', er hans budskab.

Søg nu, hvis du kan se, at der vil komme et behov for vanding. For det kan koste ikke at få søgt.

Sådan lyder en kraftig opfordring fra planterådgiver Finn Poulsen hos Sagro

- Vi har også lavet beredskab her i Sagro, hvor vi har sat tre erfarne folk på, så vi er klar til at behandle ansøgninger om ekstra vanding, fortæller Finn Poulsen. 

Pas på træk i støtten

- Vander man ud over sin tilladelse uden forsæt, bare fordi man klumrer i det, så får man tre procents træk i støtten. Gør man det med vilje er det mellem 20 og 100 procents træk i støtten. Så lad være med at tænke, at det går nok, siger Finn Poulsen med stor alvor i stemmen.

Respekter også, hvis du får afslag eller får tildelt mindre vanding end søgt til, råder han. Hvis man bare overskriver vandingen helt uhæmmet, så bliver det enormt dyrt.

Ordentlig dialog

- Og det aller dummeste er da, hvis man kunne have fået en tilladelse, men blot ikke søgte, og så taget i forsæt. Vi vil gerne fortsat have en ordentlig dialog med kommunerne, som skal sørge for, at der er drikkevand nok og at åerne ikke går tomme for vand. Gør vi som vi skal, så vil systemet også honorere, at vi har en udfordring med tørken nu. Ellers får vi som fortjent: Øgede sanktioner og ingen kommunikation. Nu er det op til landmændene, siger Finn Poulsen.

I Sagro har de fået de første henvendelser om at søge om ekstra vandingstilladelser.

- Året i år kan desværre komme til at minde om tørken i 1992 eller 2018, vi må håbe, at meteorologerne tager fejl, ellers har vi da en rigtig dårlig situation, siger planterådgiveren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle