Pensioneret dyrlæge: Jeg forstår chauffører fuldt ud

Det er meget vanskeligt for chauffører at kontrollere samtlige grise, vurderer tidligere dyrlæge, der har stået for kontrollen ved slagteri i op mod 20 år.

Den pensionerede dyrlæge Vagn Krogholm vil skyde på, at han har set millioner af grise løbe fra lastbilen og ind på slagteriet.

Derfor forstår han også udmærket den frustration, som de chauffører, der kører med grisene, for tiden udtrykker.

"Jeg forstår chaufførernes problem, for det ér vanskeligt at kontrollere hver enkelt gris, når de bliver af- og pålæsset. Grisene vil af natur løbe tæt og støtte sig til hinanden, og det gør det svært", forklarer Vagn Krogholm og fortsætter:

"Jeg vil faktisk mene, at de nærmest ikke kan undgå, at der en gang i mellem slipper en gris igennem, som de ikke har været opmærksom på. Der bliver transporteret millioner af grise i Danmark hvert år, og det er svært at undgå fuldstændig".

For fem-seks år siden gik Vagn Krogholm på pension, men indtil da havde han i knap 20 år kontrolleret grise på slagteri i først Hjørring og senere Sæby.

det er landmandens ansvar

Sagen drejer sig om, at chaufførerne gennem længere tid har været frustrerede over at få politianmeldelser og bøder, hvis dyrlægekontrollen på slagteriet finder en gris, der er springhalt eller har et sår, når den bliver afleveret.

Chaufførerne mener, at ansvaret bør ligge hos landmanden, da chaufførerne kun kan kontrollere grisene ved læsning.

"Man vil jo helst ikke have chaufføren indenfor dørene pga. smitterisiko, så han skal helst blive ude, og når man så tager i betragtning, at han måske kører 100.000 grise om året, så kan altså nemt smutte en gris med, som ikke skulle have været med", siger dyrlæge Vagn Krogholm og fortsætter:

"Som dyrlæge forsøger man at tage lidt hensyn til chaufføren i kontrollen, men ifølge reglerne skal chaufføren anmeldes, så det er man selvfølgelig nødt til at følge".

"Grundlæggende mener jeg, at det er landmandens ansvar at sørge for, at grisene er i orden. Han kan gå rundt i stierne og kontrollere dem grundigt. Det kan chaufføren ikke".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle