Af adm. direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre
Hjerteskærende historier om landmænd, der bliver ramt af PFAS, er udbredt i danske medier. For eksempel har dagbladet Politiken opsøgt landmændene Kenneth Nielsen fra Korsør og Jesper Andersen på Sjællands Odde. De lægger begge historier til avisens ”miniserie” om PFAS, der er et flourstof, som begge har fået konstateret i deres kreaturer, og Kenneth Nielsen har endda fået det konstateret i sin egen krop. Det har selvsagt været en ubehagelig oplevelse. Politiken skriver om ”store mængder PFAS” i hans krop, lige som kreaturerne hos begge landmænd er ”fulde af PFAS”.
Men hvor meget er det egentlig? Og hvor ligger grænseværdierne for disse stoffer? Svarene på disse spørgsmål kan måske sænke bekymringen lidt.
I Kenneth Nielsens tilfælde har en blodprøve vist et indhold af PFAS på 234 nanogram pr. milliliter. Det er 234 milliardtedele gram pr. én tusindedel liter blod. Det er jo tal, der er uden for menneskelig fatteevne. Uden at være læge tør jeg berolige Kenneth Nielsen med, at et hvilket som helst stof er aldeles uskadeligt i den koncentration, og at hans udsagn om, at han har ”meget PFAS i kroppen” er ikke så lidt af en vildfarelse. Faktum er, at indholdet er forsvindende lille.
End ikke Metusalem
Man kan måske indvende, at det er meget i forhold til grænseværdierne, men de er sat ved det rene ingenting og afspejler ikke sundhedsrisikoen. Lad os se på dem, for der snart ikke er den sygdom i familien Nielsen, som han ikke tilskriver PFAS fra kalvene. Og lad os tage drikkevandet med, for det er også nogle steder kommet under beskydning for at indeholde for meget PFAS.
Grænseværdien for indhold af PFAS i drikkevand, hvori det kan havne fra bl.a. brandslukningsskum, er i lighed med pesticider på 0,1 mikrogram pr. liter. Altså en tusindedel gram. Det svarer vistnok cirka til én sukkerknald til 200 millioner kopper kaffe. For nogle typer er grænseværdien nu sat ned til 0,002 mikrogram pr. liter, altså 2 milliardtedele gram. Selv den allerstærkeste edder og forgift vil være aldeles uskadelig i den opløsning eller for den sags skyld i en, der er 234 gange større.
Og ved indtagelse af kød og andre fødevarer gælder EU’s anbefaling, der lyder på 4 nanogram – altså 4 milliardtedele gram – pr. kg. kropsvægt pr. uge. Selv ved ugentlig ophobning af tusind gange flere end de fire nanogram ville end ikke Metusalem, der ifølge Bibelen blev 969 år, opleve et eneste lille bitte symptom på noget som helst. Der gør til gengæld de fødevareproducenter og vandværker, som vi skrider ind overfor på grund af dette, og ad den vej kan det ramme forbrugerne, som vil kunne ende med at opleve knaphed på vand og fødevarer, fordi man finder ikke bare PFAS, men alt muligt andet i det, som vi skal leve af. For det indeholder formentlig det hele, og hvis vi leder efter det, skal vi nok også finde det, når vi er nede i så lave koncentrationer. Og så kan fødevaresikkerhed ultimativt blive et spørgsmål om sikkerhed for, at vi overhovedet har adgang til fødevarer – fordi de alle sammen risikerer at blive forbudt.
