Piger bestormer unge Troels

Interessen er stor for den unge landmand Troels Hymøller, efter han deltog i ’Landmand søger kærlighed’.

Tv-programmet ’Landmand søger kærlighed’ bliver hver uge set af op mod 600.000 danskere, og populariteten har deltager Troels Hymøller kunnet mærke i løbet af de uger, programmet er blevet vist. Opmærksomheden har nemlig været overvældende for den unge landmand.

»Det vælter ind med beskeder. Det er typisk piger, som skriver, at de gerne vil lære mig bedre at kende«, siger Troels Hymøller og griner lidt:

»Det er fint nok, men det er ikke noget, jeg reagerer på«.

Også i det daglige kan han mærke, at mange følger med i landmændenes kærlighedsjagt på tv.

»Hvis man er nede og handle i Netto, så kan folk godt stå og stirre lidt«, siger Troels Hymøller og fortsætter:

»Jeg var til J-dag, og i starten var der ikke rigtig nogen, der sagde noget. Jeg er blevet klippet, så jeg tror ikke, at folk kunne kende mig. Men pludselig opdagede folk det, og så skulle de hilse på og tage billeder. Det tager jeg sgu stille og roligt, og det må de da gerne, når de spørger«.

Han er i det hele taget godt tilfreds med sin optræden på tv. Tidligere er klip fra Landmand søger kærlighed af andre landmænd blevet brugt som sjove indslag i programmer som ’Natholdet’ og ’Dybvaad’.

»Jeg havde bare i baghovedet, at man hvis man opførte sig ordentligt, skulle det nok gå. Så jeg lod være med at tage dem med i swingerklub eller andet«, siger han og griner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle