Pløjefri og hestebønner gør jorden mere dyrkningssikker
Så vårsæden uden plov eller vælg græs eller hestebønne til at forbedre jordstrukturen.

Af Kasper Holm Kristensen, planteavlskonsulent, LMO

Jorden er mange steder blevet lidt mindre dyrkningssikker for hvert år, der er gået. Manglende sædskifte, halmen fjernet og tunge maskiner på en jord, som ikke kan bære dem.

Hvis du kun har 30 hektar og kan køre de to dage, hvor vejret er perfekt, betyder det ikke helt så meget, men det er de færreste steder, det er virkelighed.

Jeg vil her give inspiration til, hvordan en mere dyrkningssikker jord kan opnås. Dette er på baggrund af rigtig gode praktiske erfaringer - desværre findes der ikke forsøg som direkte belyser problematikken.

Det kan du gøre her og nu

Hvis der på marken er en god regnormebestand og måske en god efterafgrøde, kan det være oplagt at etablere vårsæden uden plov.

Når jorden bliver løsnet med plov eller dyb harvning, er der mulighed for at pakke den endnu hårdere, end den var før.

Tænk en toiletrulle, som står på højkant. Det er det samme som urørt jord, og så har vi en god bæreevne på jorden, men når den ligger ned, svarer det til en dybt bearbejdet jord, og så er bæreevnen væk.

Det kan du gøre på længere sigt

Græs giver en fantastisk struktur, og hvis den kan bevares i overfladen, er du rigtig godt i gang med pløjefri dyrkning.

Særlig gunstigt er det på de stiveste og letteste jordtyper. På den stive jord er fordelen, at det øverste jordlag bliver mere muldet og nemmere at så i. På sandjorden giver det en jord, som holder bedre på vandet og hindrer sandflugt.

I praksis har jeg erfaring for, at hestebønne fungerer rigtig godt, når den er etableret uden nogen forudgående bearbejdning – også efter en græsmark.

Opskriften:
• Græsmarken nedvisnes under gode forhold – blå himmel og vækst i afgrøden.
• Direkte såning uden forudgående bearbejdning, gerne med tandskær, rillen skal lukkes.
• Nedvisning med lidt glyfosat produkt inden fremspiring af hestebønnen.
• Afgrøden forventes ren, men der kan komme yderlig fremspiring, som kan bekæmpes med græsmiddel. Svinglerne kan være svære at bekæmpe.

Hestebønne giver en fantastisk jordstruktur, som er velegnet at så hveden direkte i uden forudgående bearbejdning. Specielt hvis forfrugten til hestebønnen er græs.

Efter såning af hvede kan der ikke findes spor fra græsmarken. Årsagen er, at omsætning af plantemateriale foregår bedst, når den efterlades på jordoverfladen.

Undgå de andres fejl

Pløjefri dyrkning er for mange en ny dyrkningsmetode, som kræver en ny måde at tænke på i forhold til at opnå det gode resultat.

Mange har gjort sine egne erfaringer, men ikke altid med et godt resultat. Nogle har investeret i nye maskiner, som viser sig ikke være de rigtige. Derfor er det guld værd, at søge og få information fra andre.

Jeg vil anbefale at deltage i en pløjefri erfagruppe i LMO eller anden rådgivningsvirksomhed, blive medlem af FRDK og deltage i arrangementer, som har med jordens struktur at gøre. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.