Plantedirektør om oversvømmede marker: "Det er helt ekstremt"

Udvalgt til weekend: Vandet på markerne vil komme til at betyde, at nogle skal så om. Det kan koste landmændene op mod 3.000 kr. pr. hektar.

Det er efterhånden et noget udvandet begreb at kalde den sidste halvdel af 2019 for ’meget våd’. Regnen har skabt store problemer med at få det sidste af høsten i hus, og også såning af vinterafgrøderne har givet problemer.

"Vandet presser os og afgrøderne. Der har været store problemer med at bjerge de sidste majs, kartofler og græsslæt, og jeg tror ikke på, at de, der har noget stående tilbage, får resten i land«, siger Troels Toft, sektordirektør Planter hos Seges, der også kan se, at vinterkornet tager skade af vandmængderne.

"Det er helt ekstremt. Der er marker, de skal så helt om fra ende til anden", siger han. Og det bliver dyrt i både direkte omkostninger til såningen og udbyttetab. Troels Toft vurderer, at det kan koste landmændene 2.500-3.000 kroner pr. hektar.

"Det sejler" i Vestjylland

Værst er det, ifølge tal fra DMI, gået ud over det sydvestlige Jylland.

Omkring Esbjerg er der i efteråret faldet 586 mm og ved Holstebro 560 mm, mod 375 mm i gennemsnit på landsplan. Det mærker man, fortæller Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening:

"Det er både det, at vi har fået meget vand, men også, at her er fladt, så vandet ikke kan rende væk, der gør, at vi er meget hårdt ramt. Der er stadig nogen, der har store dele af avlen liggende".

Også hos Holstebro Struer Landboforening mærker landmændene det: "Det sejler det hele. Vi har ikke overblik over, hvad det har kostet folk, men det har taget længere tid og været betydeligt dyrere at få høsten ind", siger formand Kristian Gade.

Mindre vand på vej

Men også den kommende høst er efterhånden noget udfordret, fortæller Troels Toft.

"Både raps, hvede, rug og vinterbyg for den sags skyld. Planterne drukner i de områder, hvor de står under vand. Det er træls for landmanden, især fordi vi ved, at de områder med bare pletter, aldrig bliver helt gode igen".

Konsekvenserne af vandet bliver derfor også at se næste år, hvor landmændene skal gøre op, om de vil så hele marker om, eller kun i de ’bare pletter’, hvor afgrøderne er druknet eller rådnet væk, eller om man bare vil høste det mindre udbytte. DMI har dog én god nyhed i ærmet: De næste uger bliver knap så våde, og prognosen for næste uge lyder på 10–15 mm regn.

Faktaboks

Vestjylland er vådest:

  • 2019 blev det vådeste efterår målt nogensinde med 348 mm regn i september, oktober og november.
  • Året er også godt på vej til at slå en anden rekord og blive et af de vådeste år generelt, med 862 mm regn fra 1. januar til den 10. december. Rekorden lyder på 905 mm i 1999.
  • I efteråret, siden 1. september, er der på landsplan faldet 375 mm regn, hvilket ifølge DMI er ret vådt. Lokalt er der faldet mest regn i det sydvestlige Jylland. Omkring Esbjerg har man fået 586 mm og ved Holstebro 560 mm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle