Plantedrik: Thise og Naturmælk holder også øje med voksende trend

Arla Foods melder nu klart ud, at selskabet vil producere plantebaserede fødevarer, og både Thise og Naturmælk erklærer sig indstillet på at følge trop.

Efter Arlas udmelding om, at mejerikoncernen har et helt nyt sortiment af plantebaserede fødevarer i støbeskeen, lyder nu også positive toner fra to andre danske mejerier.

Det skriver Mejeriforeningen og Landbrug & Fødevarers Mejeri.dk.

Arla har truffet en strategisk beslutning om at begynde at producere en helt ny produktserie af planteprodukter, og både Thise og Naturmælk er indstillet på at gå samme vej.

Hos Naturmælk har direktør Leif Friis Jørgensen længe haft ’radaren’ stillet ind på plantedrikke, og han ser området som en mulighed frem for en begrænsning. 

"Selvfølgelig ser jeg da helst, at forbrugerne drikker mælk, men der sker hele tiden ændringer i forbrugsmønsteret, ikke mindst på baggrund af diskussionerne om klima og dyrevelfærd. Derfor skal vi være omstillingsparate, så vi også er en del af det, forbrugerne fremadrettet efterspørger", siger Leif Friis Jørgensen. 

Også hos Thise Mejeri erklærer direktør Poul Pedersen sig klar:

"Der er ingen grund til at kæmpe mod en stærk trend, som plantedrikkene har vist sig at være. Tværtimod kan vi ligeså godt få del i et nyt marked. Derfor kan man på et tidspunkt meget vel se Thise fremstille produkter lavet af planter. Hvornår det vil ske, ved jeg ikke lige", siger Poul Pedersen

Ingen svækkelse af mejerierne 

Eftersom Naturmælk andelshavere – ud over at producere mælk – også har jorden til at dyrke havre, ærter og andre afgrøder, ligger idéen om at producere plantedrikke ikke fjernt for direktør Leif Friis Jørgensen. 

"Vores andelshavere kan producere ingredienserne, og eftersom de plantebaserede produkter på mange punkter minder om mejeriprodukter, så vi har gode muligheder for at udnytte vores eksisterende produktionsapparat", siger han.

Leif Friis Jørgensen forklarer, at faldet i danskernes mælkeforbrug endnu ikke har ramt den økologiske mælk, men: "Hvis 10-20 procent af drikkemælken konverteres til plantedrikke, så skal vi da ikke bare se på, at markedet glider ud af vores hænder".

Hos Thise kigger man også på, hvilke råvarer egne andelshavere kan levere:  

"Men ud over at smage godt skal produkterne være nærende. Råvarerne skal selvfølgelig leveres af vores ejere. De er blevet præsenteret for vores overvejelser", siger direktør Poul Pedersen og understreger, at mælk fortsat vil være Thises omdrejningspunkt og ser ikke inddragelsen af plantebaserede varer som en svækkelse af mejerierne.

"Det viser bare vores vilje til forandring. Desuden har vi – trods de plantebaserede produkters fremgang – positiv vækst i vores salg af frisk- og surmælksprodukter", påpeger Poul Pedersen.

Mælk er fortsat kerneforretningen 

Trods de pæne tal er Poul Pedersen dog forberedt på, at udviklingen kan vende. 

"Det har vi selvfølgelig respekt for. Men som det ser ud nu, kommer vi ikke til at kannibalisere vores nuværende salg, hvis vi lancerer plantebaserede produkter. Ud over drikke kan man nemt forestille sig, at vi også vil lave fx yoghurtlignende varer", påpeger Poul Pedersen, direktør hos Thiese.

Hos Arla er man heller ikke bekymret for, om man gennem lanceringen af de nye planteprodukter kan komme til at undergrave markedet for mælk og mejeriprodukter.

"Mælk og mejeriprodukter er vores kerneforretning, og sådan vil det fortsat være. Salget af de plantebaserede produkter vokser i øjeblikket, men de udgør stadig en ret beskeden del af mejerimarkedet", siger Åse Andersson og påpeger, at der endnu er en del ting, der ikke er på plads for det nye sortiment for plantedrikke.

Blandt andet er ved Arla endnu ikke pæcis hvilke anlæg, der skal fremstille produkterne, hvor bredt sortimentet bliver og hvorvidt de nye produkter skal lanceres under eget brand eller et eksisterende. Meldingerne lyder, at de nye produkter fra Arla tidligst kommer på butikshylderne til næste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle