Planteformand: Pesticid er blevet brugt til træbeskyttelse

Det pesticidstof, der er blevet fundet i en række drikkevandsboringer, er i nyere tid primært blevet brugt til træbeskyttelse.

Nyheden om, at pesticidstoffet dimethylsulfamid (DMS) er fundet i hver tredje undersøgte drikkevandsboring i Danmark, har nået overskrifterne tirsdag.

Men selvom det for nogen er nærliggende at give landbruget skylden, når man taler om pesticider, så maner planteformand i Landbrug & Fødevarer, Torben Hansen, til besindighed. 

Stoffet er nemlig primært blevet brugt som træbeskyttelse og meget lidt i landbruget.

"Siden 1990, som er det tidligste vi har data fra, er det træindustrien, der står for 90 procent af det totale forbrug af DMS. I landbruget er det kun blevet brugt til frugt- og bærproduktion", siger Torben Hansen.

Den forklaring bliver bekræftet af GEUS' rapport, der viser, at de fleste fund er gjort i hovedstadsområdet.


De røde pletter er drikkevandsboringer, hvor der er påvist et for højt indhold af DMS. Kilde: GEUS

I landbruget er DMS blevet brugt til eksempelvis bekæmpelse af skimmel i jordbær, men blev forbudt i 2007.

"Vi følger selvfølgelig det her tæt, men jeg vil gerne understrege, at det er blevet brugt meget lidt i landbruget, så der er ingen grund til panik", siger Torben Hansen.

Den omfattende undersøgelse blev sat i værk, efter at stoffet blev fundet i 8 ud af 14 vandboringer i hovedstadsområdet sidste år.

I alt er 1565 ud af 6300 indvindingsboringer ved almene vandværker nu undersøgt for DMS.

Stoffet er blevet påvist i 481 af de undersøgte boringer eller godt 30 procent.

Indholdet var højere end grænseværdien for drikkevand i 128 af de undersøgte boringer.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle