Planteskole-ejer taber retssag efter ekspropriation af jord til Roskilde Festival

Nu har både byretten og landsretten afvist påstanden om, at ekspropriation af areal ved festival var forkert.

Ejeren af et havecenter tæt på Roskilde Festival taber onsdag i Østre Landsret et opgør om ekspropriation af hans arealer.

Han mente, at kommunen havde favoriseret festivalen, og påstanden var, at Natur- og Miljøklagenævnet havde truffet en ugyldig afgørelse, da nævnet godkendte kommunens indgreb.

Men landsretten siger altså nej. I stedet er nævnet tilkendt 200.000 kroner i sagsomkostninger.

Også i den oprindelige afgørelse fra Retten i Roskilde i november 2016 blev nævnet frifundet. Dengang skulle der betales sagsomkostninger på 300.000 kroner.

Keld Bjergegaards opgør mod myndighederne har bygget på en påstand om, at ekspropriationen ikke var til gavn for almenvellet, som er en betingelse for indgrebet. Han har sagt, at værdien af arealet i hvert fald var 48 millioner kroner.

Det var tilbage i 2012, at kommunen besluttede sig for indgrebet, og nævnet nikkede til det i 2013. Derefter blev retssagen anlagt.

Jacob Mchangama, der var chefjurist i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, da sagen startede, udtalte dengang for seks år siden, at ekspropriationen var meget problematisk.

"Man skal ikke kunne ekspropriere til private formål. At det alligevel sker, er Roskilde Kommune nok det bedste - eller værste - eksempel på lige nu", sagde Jacob Mchangama dengang til Sjællandske Medier.

Grundloven siger, at ekspropriation kun må ske af hensyn til almenvellet, men Roskilde Festival er et privat foretagende, påpegede Jacob Mchangama dengang.

/ritzau/fkk

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle