Plast og gummi gør svinestalde billigere

Der skal bruges mindre beton i fremtidens svinestalde. Projekt Letstald viser vej til nye materialer.

Betonelementer har i de sidste årtier afløst mursten, men ellers er det småt med nye, innovative løsninger omkring landbrugsbyggeri. Og det afspejler sig desværre i høje byggepriser.

Det forsøger Projekt Letstald at lave om på. Projektet blev startet i 2017 på initiativ af Danske Svineproducenter og finansieret af Svineafgiftsfonden. I dag er projektet placeret hos Seges Svineproduktion med Niels-Peder Nielsen som projektleder, men med private virksomheder som væsentlige aktører.

Søren Jacobsen, Danish Farm Design, er involveret i afprøvningen af to idéer til gyllehåndtering, som lige nu kan ses i en prøveopstilling.

Den første idé er at bruge en to mm gummi-membran som erstatning for betonbunden i gyllekanalen. Membranen ligner den, man bruger til gyllelaguner. I første forsøg hæftede man membranen op på kanalsiden med skruer og lister.

»Det var en arbejdskrævende og dyr proces«, forklarer Niels-Peder Nielsen.

Nu sprøjter man i stedet en gummimasse ud på overgangen mellem membranbund og kanalside. Det ser lovende ud.

Den anden idé er at bruge plastskillevægge til at bære betonspalterne. Her har man traditionelt brugt funda-blokke.

»Begge dele koster umiddelbart langt under det halve af de løsninger, vi anvender i dag«, lyder det fra Søren Jacobsen, der er sikker på, at man kan finde lignende løsninger på andre områder.

»Vi skal bygge billigere uden at gå på kompromis med produktiviteten«, fastslår Søren Jacobsen og Niels-Peder Nielsen.

Gummiprodukterne leveres af Millag og Rom Gummi, der begge har stor erfaring på området.

Panelvægge

Råhuset inkl. bund udgør typisk to tredjedele af staldens pris, så skal byggepriserne ned, skal man også se på nye løsninger til bund-, væg- og tagkonstruktioner.

For nylig tog svineproducent Johannes Kaasgaard en ny slagtesvinestald med vægge af PIR-paneler i brug. PIR-elementer isolerer bedre end et 26 cm betonelement og er billigere og hurtigere at montere.

»Vægelementerne var også taget ind som et led i letstald-projektet«, forklarer Søren Jacobsen.

Han håber, at det i løbet af et par år bliver muligt at bygge en slagtesvinestald til langt under 2.500 kr. pr. stiplads.

Faktaboks

Projekt Letstald 

  • Målet er at finde nye materialer og byggemetoder, så prisen på staldbyggeri kan sænkes.
  • Seges Svineproduktion har projektledelsen, finansieret af Svineafgiftsfonden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle