Pludselig gled foden - og Sørens liv var ændret

Det er sidst på dagen, og høsten er overstået. Næste mark er en ny afgrøde, så tanken skal være helt fri for rødsvingelfrø.

Landmand Søren Rosholt, 42 år, klatrer op i tanken på sin gule New Holland og begynder med sin fod at slå frø ud fra hjørnerne. Hans fod glipper, og han forsøger at få balancen med den anden fod, som også glider.

Begge fødder havner nede i sneglen, der kører med fuld fart.

»Den klipper sko og det hele af. Jeg kan huske, at det bliver frygteligt varmt, og at jeg bare tænker på at komme ud. Jeg kravler selv ud og råber efter ham, jeg har med ude og hjælpe med høsten. Jeg kan kun huske små glimt. Der hænger bare flapper, hvor mine fødder er. Jeg må på en eller anden måde have klatret op på hælene. Dét, jeg husker bedst, er, at jeg ligger på jorden med fødderne oppe på dækket og kan se på de blodige fødder,« fortæller Søren Rosholt.

Han er gået med til at fortælle sin historie. Anledningen er, at to unge landmænd er kommet til skade på samme vis. En landmand på Lolland fik sidste uge foden i en snegl i mejetærskerens tank, ligesom det skete for Søren. Den anden fik en fod i indkøringstromlen. Begge blev fløjet til Odense Universitetshospital.

»Det er godt, de er kommet fra derfra med livet i behold. Så mangler han måske et ben. Men det kan man stadig få et liv ud af,«

Læger pillede frø ud

Ude på marken på Sydlangeland for et år siden lander en helikopter. Den skal tage Søren Rosholt til Odense Universitetshospital. Han er ved fuld bevidsthed hele vejen og kan huske, da helikopteren lægger an til landing, og at klokken er 21.30, da lægerne hiver ham ind i fuld narkose. Operationen tager timevis. I fire timer sidder to læger og piller frø ud af hans fødder - én om hver fod. De skal ud, så de ikke skaber komplikationer. Alligevel må lægerne senere åbne fødderne igen og hive nye, bittesmå frø ud.

»Nu kan jeg se, at de to andre på Sjælland og Lolland er havnet på Odense. Det skal de ikke være kede af. De er knalddygtige,« siger Søren Rosholt, der i starten lå på ortopædisk afdeling og senere kom på plastikkirurgisk afdeling.

»De sagde, at du kommer op at gå, men det kan godt tage et år,« forklarer Søren Rosholt.

Halvanden måned efter bliver han udskrevet, og genoptræningen går i gang. Fødderne kan han ikke bevæge, og benene er også tappede for kræfter. I starten handler det om at løfte sine ben. Senere kommer han op i en form for slynge, der hjælper ham med balancen. Efter knap et halvt år, i december, tager han de første forsigtige skridt. I dag kan han sætte sig op i en traktor og mejetærsker, men ikke bruge fødderne i længere tid af gangen.

Glad for forsikringen

Han er sygemeldt på 75 procent og har en fuldtidsansat. Gode forsikringer har sikret familiens økonomi.

»Jeg fik for nogle år siden DLBR til at komme og lave et forsikringsoplæg. Det kostede nogle penge, men de er givet godt ud. Det kan jeg kun anbefale andre.«

En socialrådgiver hos Jysk Landbrugsrådgivning hjælper ham med at finde en plan for fremtiden. Der findes offentlige ordninger med hjælp.

»Jeg vil ikke sætte mig hen i hjørnet. Jeg vil hellere se på, hvordan jeg får løst opgaverne. Planen er, om jeg ikke skal kunne drive landbruget videre på en eller anden måde.«

»Vi kan vende den om og sige: Jeg er heldig, jeg har livet i behold. Men jeg er ikke den eneste. Når vi er på sygehuset, ser man andre med skavanker. Jeg har været heldig, at jeg kommet med livet derfra og højst sandsynligt kan få en hverdag tilbage igen.«

Overhold sikkerhedskrav

Hvordan kunne din ulykke være undgået?

»Vi kunne da bare have slukket sneglen. Det var en forglemmelse, en tanketorsk. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke får det slukket.«

Nogle siger, at man ikke har tid til at leve op til sikkerhedskravene?

»Man kan sagtens overholde sikkerhedskravene. Så skrappe er de jo heller ikke. I landbruget er det mere papirbøvlet, der tager tid.«

»Han har jo kæmpet en fantastisk kamp«

Lotte Mikkelsen er glad for, at hendes kæreste - og faren til hendes børn - ikke døde en høstdag sidste år.

Lotte Mikkelsen får et alarmopkald. Hun har tilmeldt sig et hjertestarternetværk, hvor hun som førstehjælpstrænet tilkaldes, når der er et 112-opkald i nærheden.

Dette opkald kommer 300 meter fra gården.

»Det kan da ikke være Søren. Vi har jo netop talt i telefon, og de var færdige med høsten og på vej hjem. Det må være sommerhusgæsterne, der er i nærheden,« tænker hun.

Da hun kommer hen til sommerhuset, er det tomt. Hun fortsætter bekymret om mod marken bagved, hvor hendes kæreste, Søren Rosholt, er i færd med høsten. Medhjælpen kommer hende i møde.

»Du skal ikke gå derhen, Søren har slået sine ben,« siger han for at skåne hende for synet.

Søren bliver fløjet til hospitalet. Først senere får hun mere at vide om ulykken og dens alvor.

»Du bliver bange. Du bliver ked af det. Det er hele følelsesregisteret, du går igennem. Jeg tænkte jo bare, at det eneste, der var vigtigt, var, at han var i live. Det var det eneste, der betød noget. Nu handler det om, at tiden skal vise, hvordan det går,« siger Lotte Mikkelsen, der på det tidspunkt var gravid med deres barn nummer to.

Det betød meget for hende, at hun kunne overnatte hos Søren på hospitalet. Naboerne klarede høsten. Datteren på to år var hos bedsteforældrene.

I dag er hun ked af, at ulykken skete for Søren, men fuld af beundring for hans gåpåmod.

»Han har jo kæmpet en fantastisk kamp, og det gør han stadigvæk. For han vil gerne sit landbrug.«

Landbruget er dog ikke det eneste i livet for Søren - dét står klart i dag.

»Jeg kan i hvert fald i dag sige, at jeg nu har mere fokus på nogle andre ting end bare arbejde. Familien betyder måske mere. Det gjorde den også før, men det er blevet mere konkret,« siger han.

Fascinerende, men farligt

For Lotte Mikkelsen var det frygteligt at læse om de to unge landmænd, der kom til skade sidste uge.

»Det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg læste om det. Jeg er ikke i tvivl om, at alle prøver at passe på sig selv så godt som muligt, men med dårligt vejr og høst i hus, så kan man jo kun sige, at hvor der er mennesker, sker der fejl. Der er noget fascinerende ved de store maskiner, og så er det samtidig farligt ad helvede til.«