Polen planlægger drastisk skridt mod voksende vildsvinebestand

Polen planlægger at rekruttere 1.000 jægere til at bortskyde tusindvis af vildsvin i de kommende måneder.

Polen har længe været udsat for kritik for ikke at gøre nok for at nedbringe landets enorme vildsvinebestand, der blandt andet laver afgrødeskader men ikke mindst bærer på og spreder den frygtede afrikansk svinepest til stor økonomisk skade for de polske svineproducenter.

Nu ser det imidlertid ud til, at de polske myndigheder tager kampen op mod den voksende vildsvinebestand. Det melder det tyske medie Sus.

Den polske regering planlægger at rekruttere 1.000 såkaldte professionelle jægere til at nedbringe vildsvinebestanden, der er uhyre stor.

Det menes, at der vil blive født omkring 1,2 mio. vildsvin alene i forårsmånederne, hvis ikke bestanden af vildsvin er mærkbart reduceret til marts. Problemet vil blive værre hen mod sommeren, fordi nye kuld kan gemme sig på markerne.

Et af de påtænkte tiltag fra myndighederne er at tillade nedskydning fra biler, hvilket hidtil ikke har været tilladt af sikkerhedsmæssige årsager. Et andet forslag er, at nedskudte vildsvin ikke længere skal sendes til laboratorier til test for smitte med afrikansk svinepest. I stedet skal det tillades, at kadaverne kan tildækkes med kalk og begraves med det samme.

Ifølge Sus er der nedlagt omkring 400.000 vildsvin de to senere jagtår, men det betegnes som utilstrækkeligt, fordi vildsvinebestanden er anslået til flere mio. vildsvin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle