Politichef ville fortsætte aflivnings-indsats på trods af mangel på lovgrundlag

Højtplaceret politimand navngav torsdag de personer, der skrev politiets problematiske action cards. Derudover åbenbarede afhøring, at chefen for Den Nationale Operative Stab ifølge et referat var parat til at fortsætte aflivningsindsats på trods manglende hjemmel.

Alt imens det i begyndelsen af november 2020 stod klart, at der manglede lovgrundlag til regeringens beslutning om at aflive alle mink, fastslog chefen for Den Nationale Operative Stab (NOST), Uffe Stormly, at indsatsen med aflivning af alle mink blot skulle fortsætte.

I hvert fald var det tilsyneladende hans melding ifølge et mødereferat, der blev fremlagt i granskningskommissionen torsdag.

Helt konkret stod der i referatet: 'Uffe Stormly oplyste, at lovgivningen, der hjemler aflivning af alle mink, endnu ikke er på plads, men at operationen fortsætter, medmindre der bliver meldt andet ud.'

Chefen for Den Nationale Operative Stab, Uffe Stormly, var ikke selv til stede i kommissionen torsdag, og kunne derfor ikke give sin version af sagen.

I stedet sad vicepolitiinspektør Bo Samson i vidneskranken. Han kunne kaste nyt lys på, hvad der var foregået hos politiet i dagene før og efter beslutningen om at aflive alle mink i november 2020.

Samson navngav eksempelvis netop chefen for NOST, Uffe Stormly, som den ene af de personer, der havde skrevet de meget omstridte action cards, der – før lovgrundlaget var på plads – oplyste minkavlerne om, at de ville få besøg af myndighederne, hvis de ikke samarbejdede.

En af de andre var juridisk sektionsleder Birgitte Buch, oplyste Bo Samson.

Han forklarede endvidere, at han ikke selv var involveret i udviklingen af de action cards, som kommissionen kaster sig over i de kommende uger.

MEDFORFATTER PÅ OPERATIONSPLAN

Derudover var han sammen med Uffe Stormly forfatter på en meget omtalt operationsplan – BN 272 – der var med som bilag på mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020.

Den er interessant, fordi der stod, at politikerne havde besluttet at aflive alle mink – men altså på et tidspunkt, da regeringen endnu ikke havde truffet beslutningen.

Bo Samson kunne dog ikke redegøre for, hvorfor det præcist var det scenarium, der blev arbejdet på og ikke andre.

Dokumentet er interessant, fordi formuleringerne i operationsplanen antyder, at beslutningen om at aflive alle mink reelt var sat på sporet før selve mødet.

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle