Politidirektør indkalder minkbranchen til møde forud for pelsning

Mens corona-smitten endnu ikke er stoppet blandt minkfarme, og pelsningssæsonen nærmer sig, har politidirektøren i Midt- og Vestjyllands politi stillet sig til rådighed.

Pelsningssæsonen for mink nærmer sig nu ligeså stille, og de der ikke er ramt af corona-smitte i besætningen holder vejret, og håber på at gå fri af både smitte og nedlukning.

I den anledning tog politidirektøren i Midt- og Vestjyllands politi Helle Kyndesen initiativ til et møde med John Papsø, formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening. Mødet blev afholdt torsdag den 15. oktober.

"I vores område er der allerede smittede minkfarme, så vores opgave er at bistå med hjælp, så vi forhindrer, at smitten spredes. Meningen med mødet var at få skabt en dialog om, hvad der kan gøres for at hindre smittespredning, særlige opmærksomhedspunkter og generelt få et indblik i, hvordan minkbranchen fungerer", siger politidirektøren.

En fælles indsats

I situationen med de smittede minkfarme har politiet en koordinerende rolle, hvilket betyder, at de f.eks. kan hjælpe med at få vigtige informationer frem mellem myndighederne. På mødet fik politiet indblik i minkbranchen, som hjælper dem til at være med indover overvejelser om tiltag, siger politidirektøren.

"Vi viderebringer dialogen, mens Sundhedsstyrelsen eksempelvis udarbejder materiale, der spreder det nødvendige budskab. Vi holder løbende møder med den lokale beredskabsstab og samarbejder generelt med andre myndigheder", siger Helle Kyndesen.

John Papsø er glad for, at politidirektøren har taget kontakt til ham forud for pelsningssæsonen. Han går selv og har en masse overvejelser om, hvordan det hele kan forløbe bedst muligt. Det er især den ekstra arbejdskraft, der kommer udefra, der giver anledning til ekstra opmærksomhed.

"Vi skal have en testplan for pelserierne og deres medarbejdere, så alle har mulighed for hele tiden at blive testet. Folk der kommer og arbejder i to eller tre uger har ikke et gult sygesikringskort, så de kan ikke bare gå ind og bestille en tid som os andre", siger formanden for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.

Sorgerne på forskud

John Papsø har opsnuset, at myndighederne råder over en testbus, der ville kunne køre rundt og afhjælpe problemet smertefrit. Det blev derfor en konkret idé og forespørgsel, som politidirektøren sender videre til Region Midt, som har ansvaret for testopgaven.

"Jeg har nu fået nævnt de udfordringer, jeg kunne se og bedt politiet om at rette henvendelse til de store pelserier og andre som skal have opgaverne løst", siger John Papsø.

Men selvom der lige nu bliver taget forskud på sorgerne, er det mere et beredskab til, hvis uheldet er ude, mere end en reel bekymring for, at noget går galt, siger formanden.

"Jeg ser det ikke som et problem, men der kan opstå ting, hvis myndighederne ikke ved, hvad der foregår på pelserierne i den her tid. Uvidenheden kan gøre dem utrygge, og så er det problemet opstår med forkerte beslutninger i hast. På den måde er det godt, at vi sammen er i god tid og ser, hvilke opgaver vi har, og hvad løsningerne er", siger John Papsø.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle